Skabelon til kravspecifikationer ved udbud af tekstilaffald

Miljøstyrelsen har netop offentliggjort en skabelon til kravspecifikation ved udbud af tekstilaffald. Skabelonen er udarbejdet under “Partnerskab om indsamling og behandling af tekstilaffald”.

Skabelonen skal, ifølge Miljøstyrelsen, inspirere til kommunernes arbejde med udbudsmateriale og kan frit benyttes af alle interesserede. I den sammenhæng tager Miljøstyrelsen forbehold for, at udbudsmateriale skal tilpasses lokale forhold samt overholde øvrige udbudsretlige regler.

Skabelonen indeholder blandt andet en ordforklaring på begreberne:

  • Affaldsrejekt
  • Anden materialenyttiggørelse
  • Behandling
  • Finsortering
  • Forberedelse til genbrug
  • Forbrænding
  • Forsortering
  • Frasorteret tekstilmateriale
  • Genanvendelse
  • Genbrug
  • Kemisk fibergenanvendelse
  • Mekanisk fibergenanvendelse
  • Modtage kontrol
  • Tekstilaffald
  • Sorterings-/behandlingsanslæg

Det fremgår ligeledes af skabelonen, at det er vigtigt, at tekstilaffaldet nyttiggøres højest muligt i affaldshierarkiet efter følgende prioritering:

  1. Genbrug i det omfang det er muligt og meningsfuldt
  2. Mekanisk fiber-til-fiber-genanvendelse, som kan substituere jomfruelige fibre
  3. Kemisk fiber-til-fiber-genanvendelse, som kan substituere jomfruelige fibre
  4. Anden materialenyttiggørelse af det, som ikke kan substituere jomfrueligt materiale
  5. Energinyttiggørelse af den sidste rest

Ved indkomne bud kan behandlingen af de genanvendelige mængder blive vægtet efter følgende metode:

  • Mekanisk fiber-til-fiber-genanvendelse: x3
  • Kemisk genanvendelse: x2
  • Anden materialenyttiggørelse: x1

I relation til genbrug foreslås det, at der stilles krav om sikkerhed for, at der ikke følger tekstilaffald med strømmen af genbrugeligt. Det fremgår, at tøj som udsorteres og kanaliseres til genbrug, også er af en kvalitet, så det reelt substituerer nyproduceret tøj. Der bør således ikke indgå tøj i udsorterede genbrugelige fraktioner, der risikerer at ende som affald på slutdestinationen. Det foreslås endvidere, at kommunerne indsætter et krav om at genbrugeligt tøj skal sorteres i EU / EØS til et kvalitetsniveau, som giver høj sandsynlighed for, at der ikke senere i værdikæden opstår en rest af tøj og tekstil, som ikke kan genbruges.

Ligeledes fremgår det, at kun tøj og tekstil, som ikke kan afsættes til genbrug må gå til genanvendelse og anden materialenyttiggørelse. Kommunerne bør derfor have adgang til uvarslet at føre kontrol med det materiale, som fra finsorteringen udsorteres til genanvendelse og anden materialenyttiggørelse.

Læs mere her:
Du kan finde skabelonen her på Miljøstyrelsens hjemmeside

Relaterede nyheder