09. februar 2017
Tags
#EU

Ros og råd til dansk implementering af affaldslovgivningen

I forbindelse med Kommissionens arbejde vedr. implementeringen af miljøreglerne i EU er der udarbejdet 28 landerapporter. I rapporten vedr. Danmark fastslås det, at Danmark har truffet de nødvendige foranstaltninger for at forbedre affaldshåndteringen og gennemføre EU’s mål for affald. På trods af, at Danmark fortsat er et af de lande i EU, der har de største mængder kommunalt affald pr. indbygger og en høj andel af forbrændingsaffald, kan det konstateres, skriver Kommissionen, at landets affaldshåndteringsplan forudser et skift fra forbrænding til mere genanvendelse.

Under henvisning til, at der foreligger store potentialer for arbejdspladser og vækst i at implementere målene i køreplanen for ressourceeffektivitet, foreslår Kommissionen, at Danmark kan styrke sin indsats gennem evt. at anvende økonomiske værktøjer til at fremme forebyggelse af affald (f.eks. PAYT (Pay As You Throw) eller udvidet producentansvar) og herved gøre genbrug og genanvendelse mere økonomisk attraktivt. Endvidere peges der på, at man gradvist kan udfase offentlig støtte til forbrænding og på den måde flytte affaldet op i hierarkiet mod genanvendelse og genbrug.

I en pressemeddelelse fra Kommissionen udsendt den 6. februar 2017 fremgår det, at Kommissionen har vedtaget revisionen af implementeringen af miljøreglerne, der har til formål at forbedre gennemførelsen af EU's miljøpolitik og de i fællesskab vedtagne regler. Dette er starten på en ny proces, hvor Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne vil tage fat på årsagerne til gennemførelsesmanglerne og finde løsninger, før problemerne bliver presserende

I denne meddelelse fremgår det, at en fuld gennemførelse af EU's miljølovgivning kan skabe årlige besparelser for EU's økonomi på 50 mia. EUR i sundhedsomkostninger og direkte omkostninger for miljøet

Endvidere fremgår det, at på området for affaldshåndtering er affaldsforebyggelse stadig en central udfordring for alle medlemsstaterne. Heraf har seks medlemsstater ikke formået at begrænse deponeringen af bionedbrydeligt kommunalt affald. Med fuld efterlevelse af EU's affaldspolitik inden 2020 kunne der skabes 400.000 ekstra arbejdspladser.

Baggrundsmateriale:

Se Kommissionens pressemeddelelse her.

Landerapporterne kan findes her.

Relaterede nyheder