Producentansvar for emballage i andre lande: en oversigt
Formålet med oversigten er at beskrive, hvordan primært EU-landene har valgt at implementere det udvidede producentansvar for emballage. Den viser også, hvilke kollektivordninger, det er muligt at melde sig ind i, hvis man ønsker at sælge produkter på de pågældende markeder.
Oversigten omfatter 32 lande. Foruden 26 EU medlemsstater er også medtaget Canada, England, Island, Israel, Makedonien og Norge. Hvor det er muligt, er det henvist med links til yderligere oplysninger.
Med revisionen af emballagedirektivet i 2018 blev det besluttet, at alle medlemsstater skulle oprette ordninger for udvidet producentansvar for al emballage i overensstemmelse med artikel 8 og 8a i affaldsdirektivet senest med udgangen af 2024. Mange lande er/har været ved at ændre deres nationale regulering for at sikre, at de overholder de nye krav til producentansvar på emballage og derfor skal man være opmærksom på, at der løbende kan ske ændringer.
Et eksempel: Sverige
Producentansvaret blev indført i 1994, hvor producenter og importører af emballage fik det operationelle og finansielle ansvar for indsamling og nyttiggørelse af emballageaffald. Dette inkluderer tilvejebringelsen af en egnet infrastruktur. Siden er der sket en række ændringer, bl.a.
- Ansvaret for indsamlingen af husholdningsaffald er overført fra producenterne til kommunerne fra 1. januar 2024
- Alle producenter skal indgå en aftale med en godkendt kollektivordning og gennem denne finansiere indsamlingen, håndteringen og genanvendelsen af alle typer materialer
- Kollektivordningen er ansvarlig for at sikre rapportering til den svenske miljøstyrelse, Naturvårdsverket, finansiere den kommunale indsamling og genanvendelse af emballager af alle typer materialer på vegne af producenterne.
Naturvårdsverket har i december 2022 udgivet retningslinjer for beregning af kollektivordningernes beregning af gebyrer for emballagernes materialenyttiggørelse.
For emballager af papir og karton skal en producentansvarsorganisation opkræve en højere betaling fra en producent af papir- og kartonemballager, når emballagen er en kompositemballage (gælder ikke hvis mindre end 5 pct. af emballagens samlede vægt består af andet materiale end papir.)
For emballager af plast skal en producentansvarsorganisation opkræve en højere betaling fra en producent af plastemballager, når emballagen har sådanne egenskaber eller bestanddele, der påvirker dens materialegenbrugelighed i henhold til et eller flere af punkterne nedenfor:
- Emballagen kan kun materialegenbruges ved kompostering.
- Emballagen består af sort, farvet plast, som vanskeliggør optisk materialegenkendelse.
- Emballagen er en kompositemballage, og mere end 5 pct. af emballagens samlede vægt består af andet materiale end plast.
- Emballagen har to eller flere lag af forskellige plastpolymerer, og mere end 5 pct. af emballagens samlede vægt består af en eller flere forskellige plastpolymerer.
- Emballagen indeholder mere end 5 pct. fyldmateriale, beregnet ud fra emballagens samlede vægt.
Læs mere
Dansk Industri, Landeoversigt: Implementering af det udvidede producentansvar på emballage (senest opdateret den 3. jan. 2025)
PRO Europe - Europæisk netværk for kollektiv ordninger
Pronexa - Europæisk netværk for kollektiv ordninger
Naturvårdsverket, Producentansvar för förpackningar (se NFS 2022:11)