Problematiske stoffer i beton og tegl
Formål og kontekst for undersøgelsen
Formålet med undersøgelsen er at frembringe mere viden om, hvorvidt beton og tegl kan indeholde stoffer, der i forbindelse med nyttiggørelse i bygge- og anlægsarbejder kan udvaskes.
I et efterfølgende projekt (som endnu ikke er publiceret) anvendes resultaterne fra projektet her som input til modelberegninger. På baggrund af realistiske anvendelsesscenarier vurderes det, om udvaskningen af de problematiske stoffer kan forventes at give anledning til en miljøpåvirkning.
Resultaterne af projekterne skal indgå i grundlaget for en eventuel revision af den gældende lovgivning om nyttiggørelse af beton og tegl i bygge- og anlægsarbejder.
Datagrundlag
Der er udtaget i alt 41 prøver af knust beton og tegl fra private og kommunale behandlingsanlæg for bygge- og anlægsaffald fordelt over hele landet. Prøverne er udtaget fra bunker af materialer fra flere kilder. To af prøverne kunne spores tilbage til konkrete nedrivninger. Efter nedknusning og neddeling blev prøverne analyseret for indhold og udvaskning af uorganiske og organiske stoffer. Tilsvarende data fra DTU Miljø blev, hvor det var muligt, inddraget i vurderingerne.
Indhold og udvaskning af problematiske stoffer
Resultaterne af analyse af indhold af problematiske stoffer viste, at nogle af prøverne indeholdt koncentrationer af Ba, kulbrinter og enkelte af PAH forbindelserne overskred jordkvalitetskriterierne. Indholdet af PCB i prøverne var generelt meget lave (mindre end 0,005 mg/kg).
Ved vurdering af resultaterne af udvaskningstests sammenlignes koncentrationerne af problematiske stoffer i væskefasen (eluatet) med grænseværdier for nyttiggørelse af restprodukter som f.eks. slagger fra affaldsforbrænding. Der sammenlignes med de laveste grænseværdier, som er kategori 1+2 – grænseværdierne.
For knust beton ses det, at stofferne Ba og Cr udvaskes fra mere end 50% af prøverne i koncentrationer, der overstiger grænseværdierne for kategori 1+2 i restproduktbekendtgørelsen. Også stofferne As, Cu, Na, Ni, Pb og Se kan måles i eluaterne fra mere end 10% af prøverne over grænseværdier for kategori 1+2.
For fraktionen knust beton og tegl ses stofferne As, Cr, Cu, Ni, Se at udvaskes fra mere end 50% af prøverne i koncentrationer over grænseværdierne for kategori 1+2. Også stofferne Ba, Na, Pb, Zn og sulfat kan måles i mere end 10% af prøverne over grænseværdierne.
For tegl er det kun Cr, som udvaskes i koncentrationer over grænseværdien.
Grænseværdierne for stofudvaskning (kategori 1+2) overskrides således for flere af de uorganiske stoffer. Udvaskningen skyldes formentlig ikke alene, at de pågældende stoffer er blevet tilført under brugen af betonen. En del af forklaringen på udvaskning af netop de uorganiske stoffer kan være, at en række af stofferne findes i f.eks. kulflyveaske, som i mange år har været tilsat til cement og beton. Dertil kommer, at stofferne også forekommer naturligt i råstoffer (kalk, sand og ler), som indgår i cementproduktionen (Miljøprojekt 1806, 2015).
De udvaskede koncentrationer af kulbrinter og PAH-forbindelser var forholdsvis lave, og udvaskningen af alle PCB-kongenerer var under detektionsgrænsen for analysemetoden.
Først når opfølgningen på dette projekt er færdiggjort, vil det være muligt at vurdere, om indhold og udvaskning af problematiske stoffer kan give anledning til ændring af reglerne for nyttiggørelse af knust beton og tegl.
Undersøgelsen er gennemført af Danish Waste Solutions, Golder Associates og Teknologisk Institut
Læs mere
Hent rapporten på Miljøstyrelsens hjemmeside:
Miljøprojekt nr. 1991, marts 2018: Forekomst og udvaskning af problematiske stoffer i knust beton og tegl.
Se også Miljøprojekt 1806, 2015 om forurenende stoffer i beton og tegl her.
Se "restproduktbekendtgørelsen", nr. 1672, 2016.