Plastaffald – hvad sagde årskonferencens workshop og inspirationsoplæg?
Formiddagens inspirationsoplæg ’Plast – problemer og muligeder i en cirkulær økonomi’ blev holdt af Anne Dorthe Fethers fra CLEAN. Hun beskrev, hvordan Danmarks hidtil største udbud af plastaffald (16.000 tons/år) havde været en hoveddrivkraft for bygning af et state-of-the-art plastsorteringsanlæg. Den tyske virksomhed ALBA Recycling havde vundet CLEAN’s udbud og havde i december 2018 et færdigt, nyt anlæg klar i Mari i Tyskland, som garanterede en genanvendelse på 75 % med løfte om gennemsigtighed og sporbarhed. Anlægget var bygget til at kunne håndtere 150.000 tons plastaffald/år, men virksomheden havde underskrevet et Letter-of-Intent om at etablere et anlæg i Danmark, såfremt de danske mængderne ville stige. Desværre brændte ALBAs nye sorteringsanlæg i april 2019, og de valgte i den forbindelse at opsige kontrakten med CLEAN.
Anne Dorthe Fethers pointerede, at muligheden for at komme i dialog med kunderne - og politikerne – havde været meget vigtig for ALBA Recycling, og at udbud med konkurrencepræget dialog havde fungeret godt i denne forbindelse. Hvis der fremover skal opnås en høj genanvendelse af plast, er det vigtigt at sorteringen hos borgerne spiller sammen med det efterfølgende sorteringsanlæg. Der skal være adgang til avanceret teknologi, og der skal være en veludbygget genanvendelsesindustri. Danmark har gode muligheder indenfor de tre områder, men det kræver, at der puljes meget større mængder plastaffald, hvis der skal være grundlag for at etablere et state-of-the-art plast-finsorteringsanlæg i Danmark.
Anne Dorthe Fethers' inspirationsoplæg ’Plast – problemer og muligheder i en cirkulær økonomi’ økonomi kan ses her.
Politiske værktøjer vigtige for at øge anvendelsen af plastaffald
Der deltog ca. 80 personer i eftermiddagens workshop om plastaffald, som skulle ende med at videregive 6 forslag til Miljøministeren; tre ambitiøse initiativer og tre minimumsinitiativer.
Et af minimumsinitiativerne var, at kemisk genanvendelse som løsning for laveste kvalitet plastaffald bør indplaceres i affaldshierarkiet over forbrænding, så incitamentet til at anvende denne plast til bl.a. biodiesel bliver tydeligere.
Et af de ambitiøse initiativer indplacerede denne kemiske anvendelse som et acceptabelt - men laveste niveau - i genanvendelse af plastaffald efter sortering i et state-of-the-art plastsorteringsanlæg, som bør etableres i Danmark. De ambitiøse initiativer lagde også vægt på vigtigheden af politiske styringsredskaber, herunder bl.a. designkrav om direkte genanvendelighed af plastprodukter, krav om minimumsindhold af genanvendt plast i nye plastprodukter samt anvendelse af differentierede afgifter mv.
De seks plastaffalds-initiativer, som blev videregivet til ministeren, og de øvrige 13 initiativer, som kom til fælles afstemning under workshoppen, kan alle læses her.
(PS. Tur A Plast - RenoNord's slide ifm. rundvisning på sorteringsanlægget kan ses her).