PFAS fra deponering af mineraluld
Miljøminister Magnus Heunicke har svaret på et spørgsmål fra Sascha Faxe (ALT). Spørgsmålet lyder: ”Vil ministeren oplyse, om der i områder med deponi af mineraluld og lignende byggematerialer er fundet PFAS eller andre miljøfremmede stoffer, og hvad konsekvenserne er for miljøet i disse områder?”
Ministerens svar lyder som følger:
”Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser følgende:
”Affald bestående af mineraluld og lignede byggematerialer vil, hvis det hverken kan genanvendes eller forbrændes, blive deponeret. På deponeringsanlægget vil affaldet blive placeret i en deponeringsenhed sammen med andet affald, der er listet på anlæggets positivliste. Positivlisten indeholder typisk flere forskellige affaldsfraktioner, som kan deponeres i den samme enhed. Det vil derfor ikke kun være mineraluld eller byggeaffald, der deponeres i den enkelte enhed.
Deponeringsanlæggene udfører løbende egenkontrol med bl.a. perkolat (deponeringsanlæggets spildevand) for en række miljøskadelige stoffer, herunder PFAS. For deponier til almindeligt affald, som bl.a. kan indeholde mineraluld og lignende, viser egenkontrollen, at perkolatet indeholder PFAS i større eller mindre grad. Om mineraluld og lignende byggematerialer indeholder PFAS er svært at konkludere, da det analyserede perkolat kommer fra enheder, hvor der er sket en sammenblanding med andre affaldstyper.
Herudover har Miljøstyrelsen udført et miljøprojekt som berører udvaskning fra glasuld og stenuld.
I Miljøstyrelsens Miljøprojekt nr. 2238 af marts 2023 er der udført test på glasuld og stenuld fra et deponi. Der kunne påvises nogen udvaskning af PFOA og PFOS fra det deponerede stenuld og glasuld. Hvor meget PFAS, der udvaskes fra mineraluld, kan dog ikke konkluderes på baggrund af projektet, da det testede mineraluld kan være kontamineret af andet deponeret affald på enheden, som prøverne er udtaget fra. Projektet kan findes her.”
Miljøministeriet er opmærksom på problemstillingen med PFAS på deponier, og det indgår i ministeriets arbejde med PFAS.”
Du kan læse spørgsmål og svar i sin helhed ved at trykke hér.