Oversigt over natur- og miljøpolitiske initiativer 2015-2019 offentliggjort
Den netop offentliggjorte Natur- og miljøpolitiske redegørelse giver en oversigt over de væsentligste statslige initiativer, herunder dansk implementering af EU-lovgivning og internationale konventioner og aftaler. Redegørelsen er opbygget omkring de samme 9 temaer som i den nye digitale Miljøtilstandsrapport miljøtilstand.nu for at koble tilstandsbeskrivelserne med de væsentligste politiske initiativer. De 9 temaer er: Arealanvendelse, luftforurening, vandforsyning, vandmiljø, klimaforandringer, natur og biodiversitet, naturressourcer, miljø og sundhed samt produktion, forbrug og affald.
Hjemmesiden miljøtilstand.nu giver godt og hurtigt overblik over tilstanden på de 9 indsatsområder, og under alle emner er der link til baggrundsmateriale som statistikker, handlingsplaner, EU-information mm.
På miljøtilstand.nu er temaet Produktion, forbrug og affald uddybet i 5 emner:
- ”Ressourceproduktivitet: Værdien af vores ressourcer”, hvor ressourceproduktivitet som indikatorparameter bliver præsenteret.
- ”Behandling af affald i Danmark”, hvor tal for affald til genanvendelse, forbrænding og deponering sammenlignes med andre EU-lande. Genanvendelsesprocenten af totalaffald er også en indikatorparameter for fremme af cirkulær økonomi.
- ”Produktion af husholdningslignende affald pr. borger”, hvor udviklingen i mængden af husholdningsaffald præsenteres. I EU vil man fra 2020 harmonisere opgørelsen af husholdningsaffald, så en sammenligning mellem landene bliver mere retvisende.
- ”Forbrug af miljømærkede produkter og service”, hvor målsætningen for miljømærkningen præsenteres.
- "Genanvendelse af emballageaffald”, hvor målet for genanvendelse af forskellige emballagetyper præsenteres.
Den natur- og miljøpolitiske redegørelse med tilhørende høringsnotat og høringssvar kan findes her.