Nyt om lukningsplan for forbrændingsanlæg

Klimaminister Lars Aagaard (M) vil genstarte processen for en ”kontrolleret nedlukning” af en række affaldsforbrændingsanlæg.

Ifølge dagens udgave af Altinget, sker det på et møde med forligskredsen bag klimaplanen for affaldsområdet, hvor ministeren vil præsentere regeringens bud på en konkurrencemodel, der skal få nedbragt antallet af danske forbrændingsanlæg frem mod 2030.

Med klimaaftalen på affaldsområdet fra juni 2020 blev det bestemt, at de danske forbrændingsanlæg skal brænde 30 procent mindre affald i 2030.
”Der er i dag for mange forbrændingsanlæg, som importerer affald fra udlandet til forbrænding i Danmark. I takt med at de danske affaldsmængder falder og genanvendelsen stiger, vil behovet for at forbrænde dansk affald blive mindre,” som det hed fra aftaleparterne bag klimaaftalen fra juni 2020.

Den aktuelle genoptagen af emnet skal blandt andet ses i sammenhæng med, at man flere steder importerer betragtelige mængder til forbrænding. I hovedstaden har man således sidste sommer lavet en aftale, som ifølge Energy Supply giver ARC lov til at importere mere affald til forbrænding frem til 2025. De senere år er de københavnske borgere og virksomheder nemlig begyndt at sortere og genanvende så meget affald, at der ikke er nok tilbage til at holde forbrændingsanlægget kørende på fuld drift.

Som omtalt i en DAKOFA-nyhed af 26/10 2022, har ARGO i Roskilde ligeledes indgået aftale om import af affald til ARGOs forbrændingsanlæg. Det drejer sig om 500.000 tons RDF fra Italien i en 5-årig periode.

Relaterede nyheder