Nyt beslutningsværktøj til sortering af tekstil

Et EU-finansieret forskningsprojekt har netop udgivet en del-rapport, der sætter fokus på en række muligheder og hindringer i forhold til at skabe cirkulære værdikæder inden for EU. Som et led i arbejdet, har projektgruppen udviklet et nyt beslutningsværktøj, der skal hjælpe med at identificere tekstiler, der er egnet til genanvendelse.

CISUTAC er et EU-finansieret projekt, der sigter mod at udvikle nye europæiske værdikæder for tekstiler i stor skala. Projektet skal demonstrere nye, lovende teknologier i industriel skala, udvikle kapacitet og infrastruktur for cirkulære tekstiler og bygge viden og forståelse for den cirkulære økonomi blandt de relevante aktører. Målet er at lukke produkt- og materialekredsløb for hhv. bomuld og polyester i tre forskellige sektorer: mode, arbejdstøj og sikkerhedsbeklædning samt outdoorbeklædning. Projektet er opdelt i tre pilotprojekter, der skal demonstrere:

  • Reparation og adskillelse via semi-automatiserede processer i både for-profit og non-profit settings
  • Sortering med fokus på øget værdi i genbrug og genanvendelse ved hjælp af ny software
  • Cirkulære beklædningsgenstande via 'fiber-til-fiber' genanvendelse af polyester og bomuld og design for cirkularitet.

CISUTAC skal også være med til at øge bevidstheden blandt EU-borgere om de negative miljøeffekter ved at købe nyt tøj samt fordelene ved at genbruge, donere og shoppe brugte tekstiler. Takket være projektpartnernes butikker, e-handelsplatforme og netværk på sociale medier, forventer CISUTAC at nå omkring to millioner europæere.

Som et led I projektets arbejde, er der netop udgivet en ny delrapport, der undersøger, hvad der skal til for at fremme europæiske cirkulære værdikæder. Rapporten er opdelt i tre dele, der hver især dækker:

  • Den nuværende situation, herunder en materialestrømskortlægning, en gap-analyse samt en kortlægning af infrastrukturen for sorterings- og genanvendelseskapaciteten i Europa.
  • Et nyt, offentligt tilgængeligt beslutningsstøtteværktøj, der, på baggrund af en række udvalgte datapunkter, kan hjælpe med at vurdere, hvortil et stykke brugt tekstil skal kanaliseres, så det opfylder minimumskravene til markedets nuværende behov.
  • Fire fremtidsscenarier samt en køreplan.

Den første del af rapporten omfatter en undersøgelse af, hvor vidt det er muligt, at et netværk af de nuværende, lokale (europæiske) interessenter kan muliggøre overgangen til et cirkulært system for tekstiler. Ser man på de nuværende aktiviteter inden for både indsamling og sortering, er de spredt ud over Europa, hvor eksempelvis Østeuropa ikke har nogen initiativer i forhold til automatisk sortering eller genanvendelsesanlæg, dog bortset fra et enkelt projekt om automatisk sortering i Polen, som er det fjerdestørste land inden for sortering. Undersøgelsen viser, at det, baseret på det nuværende landskab, i teorien er muligt at bygge cirkulære værdikæder mere jævnt spredt over hele Europa, men også, at eksempelvis kapaciteten til indsamling og sortering skal fordobles eller endda firdobles frem mod 2030, hvis vi skal nå vores mål.

For meget elastan?
Med henblik på at fremme såkaldt fiber-til-fiber genanvendelse har projektgruppen også fundet det afgørende at opnå en bedre forståelse for, og adgang til, data om materialesammensætningen i tekstilaffaldet. CISUTAC-projektet har derfor, baseret på 10 virksomheder, konstrueret et datasæt om materialesammensætning, som har givet en langt bedre forståelse for variationer og sammenhæng mellem produktkategorier og materialesammensætning, men også en forståelse af kvaliteten af data på virksomhedsniveau. Et af de umiddelbare resultater fra denne undersøgelse var, at det ser ud til at en lavthængende frugt i forhold til at fremme genanvendelsen kan være at udforske et potentielt overforbrug af elastan i industrien.

Nyt beslutningsværktøj
Projektteamet har også udviklet et open-source værktøj, som skal understøtte sorteringen af post-forbruger tekstiler med henblik på at kanalisere tekstilaffaldet mere præcist og hurtigt til den mest relevante form for genanvendelse. Værktøjet betragtes som et supplement til, hvad det menneskelige øje og hånd kan i dag, idet det manuelle arbejde stadig betragtes som nødvendigt i forhold til at separere genbrugelige og genanvendelige tekstiler fra hinanden.

Beslutningsstøtteværktøjet og den generelle vurdering af sorteringsteknologier viser ifølge projektteamet, at der må forventes at være en betydelig fordel ved at implementere det digitale produktpas, som blevet besluttet under den netop vedtagne ecodesign-forordning. Med et sådant vil man kunne få adgang til disse vigtige datapunkter, hvilket vil kunne sikre skalering af digitalt baseret sortering og dermed også tekstiler til genanvendelse.

Mere generelt påpeger projektteamet dog også, at der ikke findes nogen enkle løsninger, som kan fikse det hele og at vi i fremtiden får brug for et mix af teknologier og løsninger, der kan understøtte de cirkulære værdikæder. Vi må samtidig også forvente en længere periode med overlap, hvor både produkter, der er egnede og produkter, der er uegnede til cirkulære loops, bliver blandet i samme strøm, hvilket kan blive en udfordring i forhold til kapacitetsopbygning.

CISUTAC startede den 1. september 2022 og varer i 4 år.

Læs mere
Du kan læse mere om CISUTAC-projektet på deres hjemmeside www.cisutac.eu samt læse rapporten Circular transition scenarios & software for post-consumer textile waste channelling” her.

Relaterede nyheder