24. august 2018

Nyskabende offentlige udbud

Som led i ønsket om at fremme konkurrencen af de offentlige opgaver og samarbejdet med den private sektor, har regeringen i juli udgivet en case-samling af eksempler på offentlige udbud.

Ifølge en pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet har de udbud, der er udvalgt til samlingen, det til fælles, at de på hver sin måde har været nyskabende, og at de har haft betydelige effekter i form af mere effektiv ressourceanvendelse og ændrede arbejdsgange.

Samlingen indeholder fra begyndelsen otte cases, og det er planen, at den løbende skal bygges ud, skriver Erhvervsministeriet. I case-samlingen er der blandt andet et eksempel fra Sjælland, hvor seks kommuner forventer at spare mellem 5 og 25 procent svarende til i alt 14 millioner kroner ved at gå sammen om et fællesudbud af vedligeholdelse af deres veje.

En anden case fra Odense Kommune har bæredygtighed været brugt som tildelingskriterie. Virksomhederne konkurrerede om at levere og vaske beklædning til kommunens 2.200 medarbejdere i Ældre- og Handicapforvaltningen. Virksomhederne skulle i deres bud levere nye bæredygtige tiltag og tænke miljø ind i hele levetiden for materialerne – fra bomuldsproduktion, til vask af tøjet og efterfølgende genanvendelse. Dette udbud førte til nye bæredygtige løsninger og en besparelse på 1,5 mio. kr. om året.

Case-samlingen, ”Effektive udbud”, er at finde her på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside.

Relaterede nyheder