Nye klimafaktorer for husholdningsaffald indsamlet i kombinerede ordninger
Dakofa og Brancheforeningen Cirkulær udgav i 2023 rapporten ”Klimafaktorer for indsamling og genanvendelse af husholdningsaffald og husholdningslignende erhvervsaffald”. Rapporten dækkede indsamling af syv genanvendelige, kildesorterede fraktioner indsamlet som henteordninger.
Nu er de generiske klimafaktorer for disse fraktioner blevet opdateret med afsæt i ny viden og mindre rettelser i modellen, samt udvidet med klimafaktorer for forskellige kombinerede henteordninger, klimafaktor for for mad- og drikkekartoner med genanvendelse af både fiberdelen og plast-/aluminiumsfolien, samt klimafaktor for restaffald til forbrænding. Der er endnu ikke et tilstrækkeligt datagrundlag for at kunne opstille en generisk klimafaktor for tekstilaffald.
De generiske klimafaktorer kan bruges til at give en indikation af klimaeffekten ved affaldshåndtering af de omfattede fraktioner. Klimapåvirkning er dog kun en blandt flere påvirkninger, som fx ressourceforbrug / genanvendelse af ressourcerne, partikeludledning eller forsuring. Klimaeffekten vedrører heller ikke økonomi eller serviceniveau i ordningerne, som spiller en væsentlig rolle ved valg og implementering af konkrete henteordninger.
Forudsætninger
Klimafaktoren for restaffald påvirkes i høj grad af sammensætningen af affaldet og af det energimiks, som varmen og elektriciteten fra affaldsforbrændingsanlæggene erstatter. Disse forhold ændres i takt med øget sortering af affald og omstilling af energisystemet til vedvarende energi. Derfor er det vigtigt, at klimafaktoren opdateres med få års mellemrum.
Den supplerende, nye klimafaktor for mad- og drikkekartonaffald, hvor både fiberdelen og plast-/ aluminiumsfolierne genanvendes, viser tydeligt, at der er et væsentligt klimapotentiale ved ikke kun at genanvende fiberdelen. Der er mere sorteringskapacitet til dette på vej, så alle mad- og drikkekartoner på sigt kan afsættes til sådanne anlæg.
Teknologiudviklingen har muliggjort sortering af plastaffald i flere og renere polymerer. Denne større andel af rene polymerer giver bedre genanvendelsesmuligheder og dermed også bedre klimaeffekt. Det skal også nævnes, at datagrundlaget for affald indsamlet i kombinerede ordninger er begrænset, og der er betydelig variation i datasættene bag de generiske klimaberegninger. Dette er beskrevet nærmere i afsnittet bagerst i rapporten om datagrundlaget.
Hent den nye rapport “Klimafaktorer for indsamling og genanvendelse af husholdningsaffald og husholdningslignende erhvervsaffald version 2.0” fra januar 2025 her
Deltag i Dakofa og Brancheforeningen Cirkulærs fælles seminar “Flere og opdaterede klimafaktorer for genanvendelse af affald – hvordan kan de bruges?” den 18. marts 2025 - find program mv. her