Nye idéer til øget cirkulation af plast i byggebranchen

Ny rapport fra den tyske miljøstyrelse giver status over brugen af genanvendt plast i byggebranchen samt anbefalinger til, hvordan udviklingen kan fremmes.

Den nye rapport dækker de vigtigste elementer i forhold til at fremme en cirkulær økonomi, herunder produktion, tilbagetagning og genanvendelse af plastbyggeprodukter samt brugen af genanvendte råvarer i samme. Plastemballager til byggeprojekter addresseres også.

Rapporten indledes med en større kortlægning af det tyske marked for plastprodukter i byggebranchen, herunder hvilke produktkategorier og plasttyper, der typisk ses i byggebranchen. På baggrund af dette arbejde, præsenteres en detaljeret gennemgang af forskellige plastmaterialer og teknologiske muligheder og potentielle udfordringer.

Med udgangspunkt i de tilgængelige teknologier, udbuddet af genanvendte råvarer samt tekniske krav til byggeprodukterne, præsenteres ligeledes muligheder og barrierer for brugen af genanvendt plast i byggeprodukter. Helt overordnet konkluderes det, at der er store potentialer for at udvide brugen af genanvendte materialer, men det påpeges også, at man i hver enkelt tilfælde må adressere forskellige faktorer som eksempelvis kilderne til de recirkulerede råvarer, nedbrydning eller produktkrav. Se dog mange flere detaljer og præciseringer i den omfattende undersøgelse.

Flere eksempler på tilbagetagningsordninger
I rapporten gennemgås ligeledes 12 forskellige nuværende eksempler på take-back systemer fra branchen. I rapporten konkluderes det helt overordnet, at der som sådan ikke foreligger nogen betydelige forhindringer ift. at drive en tilbagetagningsordning. Men det påpeges også, at især tre forhold skal være på plads, hvis en take-back ordning skal fungere:

  • tilstrækkelige høje og lokalt koncentrerede mængder af materiale, med mulighed for selektiv nedrivning af produkterne
  • ingen kontaminering af materialerne
  • en økonomisk velfungerende genanvendelsesproces.

I tillæg fremhæves også en række forhold, som kan hindre etableringen af genanvendelsessystemer, herunder eventuelle tekniske og økonomiske hindringer ift. at fjerne urenheder, ofte dårligt definerede egenskaber for det genanvendte materiale i forhold til det virgine, medarbejderes manglende kvalifikationer samt, de juridiske forhold omkring urenheder.

Generelle anbefalinger
For at skabe nogle rammer, der kan fremme genanvendelsen, foreslås det bl.a., at der introduceres en genanvendelseskvote for plastfilm, der anvendes til emballering, og at der i den tekniske dokumentation for byggeprodukter inkluderes en beskrivelse af genanvendelsespotentialet samt indhold af genanvendte materialer.

Læs mere
Du kan finde hele rapporten ”Promoting the high-quality recycling of plastics from demolition waste and enhancing the use of recycled materials in construction products in accordance with the European Plastics Strategy” her på Umwelt Bundesamts hjemmeside.

Relaterede nyheder