Nye EU-regler giver ret til reparation
I marts 2023 præsenterede Europa-Kommissionen et forslag til et Direktiv, der skulle fremme reparationer i EU (se DAKOFAs nyhed her). Nu, knap et år senere, er forslaget færdigforhandlet mellem Rådet og Parlamentet og der foreligger nu en såkaldt politisk aftale om den endelige tekst . De nye regler vil introducere en ny ”ret til reparation” for forbrugere både inden og uden for den lovpligtige garantiperiode. Denne ret skal både gøre det lettere og billigere at få repareret sine produkter.
Reparation i 2-årlig garantiperiode udløser 1 års ekstra garanti
De nye regler indfører, at forbrugerne kan opnå minimum ét års yderligere garanti, hvis en defekt, der opstår inden for garantiperioden, bliver repareret. Er den lovbestemte 2-årige garantiperiode allerede udløbet, vil forbrugerne i stedet kunne anmode om en lettere og billigere udbedring af fejlen, hvilket dog kun omfatter de produkter, der er teknisk mulige at reparere.
Informationsforpligtigelser om reparationsmuligheder og priser
Producenterne vil ydermere bl.a. være forpligtet til at offentliggøre oplysninger om deres reparationsydelser, herunder vejledende priser på de mest almindelige reparationer samt sikre, at reservedele til teknisk reparérbare produkter stilles til rådighed til en rimelig pris. Det vil også blive forbudt for producenterne at bruge kontraktmæssige, hardware- eller softwarerelaterede barrierer til reparation, såsom at hindre uafhængige reparatørers brug af brugte, kompatible og 3D-printede reservedele i overensstemmelse med gældende love.
Der skal også etableres en europæisk reparationsplatform, som har til formål at gøre det lettere for forbrugerne at finde lokale reparatører.
Omfattede produktgrupper og krav til medlemsstaterne
De nye regler skal gælde for all produkter med krav om reparerbarhed ifølge EU-lovgivningen, hvilken typisk vil være under Eco-designforordningens afledte retsakter for konkrete produktgrupper. Det gælder således i første omgang for vaskemaskiner, tørretumblere, opvaskemaskiner, køle- og fryseskabe, elektroniske skærme, svejseudstyr, støvsugere, mobiltelefoner og tablets (oplistes i direktivets bilag 2).
Medlemsstaterne skal ifølge de nye regler træffe mindst én foranstaltning, der fremmer reparation, herunder eksempelvis reparationsvouchers, midler til reparationer eller støtte til lokale reparationsinitiativer. Der skal også etableres en europæisk reparationsplatform, som har til formål at gøre det lettere for forbrugerne at finde lokale reparatører.
Næste skridt og læs mere
Det afventes nu, at Rådet og Parlamentet formelt vedtager den politiske aftale, hvorefter det vil blive publiceret i EU-tidende og træde i kraft. Når reglerne er vedtaget, har medlemsstaterne to år til at implementere dem i national lovgivning.
Find pressemeddelelserne om den nye aftale af 2. februar fra EU-Rådet her, fra Europa-Parlamentet her og fra EU-kommissionen her.
NB. Den endelige aftaletekst var ikke offentliggjort pr. 8. februar men forventes offentliggjort af Rådet og/eller Parlamentet på engelsk indenfor et par uger (på samme sted som pressemeddelelserne, se links).
Læs mere om det oprindelige forslag fra kommissionen her.