Ny national CCS-plan vedtaget - udbudsmateriale offentliggøres i 1. kvartal for tilskud til CC-fuldskalaanlæg
Regeringen (S) indgik en bred politisk aftale den 14. december 2021 om at afsætte i alt 16. mia. kroner i tilskud til CCS, som skal tildeles over to runder og med forventning om at kunne opnå fangst og lagring af i alt 0,9 mio. tons CO2 årligt frem mod 2030. Heraf skal første udbudsrunde, som annonceres i 1. kvartal af 2022, sikre fangst og lagring af 0,4 mio. tons CO2 fra 2025. Anden runde med udbud af resterende midler forventes af finde sted i 2023 og baseres på erfaringerne fra første runde.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet gennemgår de danske planer for CCSU på et DAKOFA webinar den 27. januar 2022.
Det fremgår bl.a. af den politiske aftale om CCS fra 14. december, at:
Tilskuddet vil blive tildelt CO2-fangst-operatøren
”… Midlerne vil derfor i første fase udmøntes til fangstoperatører, der efterfølgende køber sig til transport og lagring. Midlerne vil skulle dække omkostningerne ved CCS i alle led af værdikæden fra fangst til lagring. Det er forventningen, at leverandøren af transport og lagringskapacitet vælges i 2023… Støtten gives pr. reduceret ton CO₂. Støtten vil blive justeret for udviklingen i CO₂-afgifter herunder eventuelle negative afgifter for negative udledninger, som vil blive modregnet i støttebeløbet…” (p.4)
Varme- og affaldsforbrugerne skal ikke betale for CO2-fangsten
”… Aftalepartierne er derfor enige om, at kommunale aktører skal have en klar hjemmel til at etablere og drive CO₂-fangstanlæg på affaldsforbrændings- og biomasseanlæg. Regeringen vil præsentere en konkret model i 2022. Modellen skal understøtte, at omkostninger til CCS-anlæg ikke overvæltes på varme- og affaldsforbrugere og samtidig understøtte en grøn, effektiv og sikker forsyningssektor. CO2-fangst på affaldsforbrændingsanlæg skal ses i sammenhæng med klimaplanen for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi. CCUS-puljen tilrettelægges desuden således, at også kommunalt ejede affaldsforbrændingsanlæg og biomasseanlæg kan søge første udmøntning.” (p.6)
Klyngesamarbejde igangsættes i udvalgte byområder for at etablere CO2-rørledninger mv.
"… Et væsentligt første skridt i opbygningen af en omkostningseffektiv infrastruktur til transport og mellemlagring af CO₂ er at få undersøgt behovet og omkostningerne for etableringen af en sådan infrastruktur i de forskellige geografiske klynger. Aftalepartierne er derfor enige om at nedsætte klyngesamarbejder, i København, Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Fredericia, Odense, samt evt. andre større danske byer, som hver får til opgave at undersøge muligheder, behov og omkostninger for etableringen af en sådan infrastruktur. Aftalepartierne er i den forbindelse enige om, at etablering og drift af rørinfrastruktur skal drøftes i de relevante klyngesamarbejder i 2022." (p.6)
Lokale værdikæder for CO2-anvendelse/PtX skal udvikles
"Aftalepartierne bakker desuden op om, at regeringen afsætter 190 mio. kr. til udviklingen af lokale værdikæder for CO₂-fangst, -anvendelse og -lagring fra Fonden for Retfærdig Omstilling f.eks. i Nordjylland, der af EU-Kommissionen er udpeget som en mulig støtteberettiget landsdel i Danmark." (p.6)
Detaljeret tidsplan for fuldskala-etablering af CCS frem mod 2025 er fastlagt
Ifølge Aftalens bilag 2 "Tidsplanen for CCS frem mod 2025", så vil der blive
- indgået endelig aftale med ansøgere tilskud til CO2-fangst mv. i 2. halvår 2022
- vedtaget den nødvendige, nye lovgivning om CO2-transport og CO2-lagring i 2. halvår 2022
- etableret infrastruktur til CO2-transport i 2024
- idriftsat dansk CO2-lager i 2025
Hent den politiske aftale om ”En køreplan for fangst, transport og lagring af CO2. Anden del af en samlet CCS-strategi” af 14. december 2021 her.
Find pressemeddelelse og diverse fakta-materiale om den indgåede aftale og betydningen for etabling af CCS i Danmark på Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets hjemmeside her.
Læs evt. Energistyrelsens notat "Punktkilder til CO2 - potentialer for CCS og CCU" fra 14. maj 2021, som også indeholder et Danmarkskort på side 30 med fem klynger og deres potentialer for CO2-fangst (kortet er anvendt i denne nyhed). Find notatet her.
Program mv. for DAKOFAs webinar "Carbon Capture i affaldssektoren - hvor skal vi fange CO2 og hvad skal der ske med det bagefter", den 27. januar 2022 kl. 12.30-15.30, kan ses her.