Ny kortlægning af mundbind
Kortlægningen er udført af Teknologisk Institut og er baseret på importørers og virksomheders oplysninger samt interviews med 1.550 borgere fra et repræsentativt e-panel. Undersøgelsen er behæftet med en vis usikkerhed på grund af markedssituationen, ufuldstændige oplysninger fra de relevante aktører og den almindelige usikkerhed i surveys.
Ud over opgørelsen af den samlede mængde engangsmundbind viser kortlægningen, at størstedelen af de interviewede borgerne smider deres brugte engangsmundbind i skraldespanden til almindeligt restaffald, hvilket ligger i tråd med Miljøstyrelsens anbefalinger.
Miljøstyrelsen anbefaler, at udtjente engangsmundbind bortskaffes som restaffald, da genanvendelsen blandt andet er udfordret ved, at kasserede engangsmundbind er forbundet med en smitterisiko. Dertil kommer, at der er en begrænset interesse i markedet for genanvendelse af mundbind. Rapporten ser dog også på mulighederne for genanvendelse vurderet ud fra viden om tilgængelige metoder til mekanisk genanvendelse af plast.
37 procent af de adspurgte i undersøgelsen svarer, at de i høj grad har oplevet, at der bliver smidt engangsmundbind på gaden eller i naturen. Problemet ses særligt tæt på busstoppesteder samt på metro- og togstationer. I følge Miljøstyrelsen er de i løbende i dialog med kommuner, trafikselskaber og affaldsselskaber for at sikre, at så få mundbind som muligt havner i naturen.
Spørgsmålet, der står tilbage, er således, som det fremgår af Miljøstyrelsens nyhed om rapporten, at der hersker en usikkerhed om, hvorvidt man i en evt. genanvendelsesproces vil kunne håndtere smittefaren samt om der er investeringsvillighed i markedet.
Baggrundsmateriale:
Du finder kortlægningen her på Miljøstyrelsens hjemmeside.
Du kan læse DN’s nyhed her på DN’s hjemmeside.
Du kan læse artiklen fra Wastetech her (kan kun læses, hvis man er abonnent).