Ny evaluering af WEEE-direktivet fra kommissionen
Kommissionen har offentliggjort en evaluering af WEEE-direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr. Der blev konstateret væsentlige mangler, f.eks. at næsten 50 % af alt WEEE stadig ikke indsamles, og at genanvendelse ikke lever op til indsamlingsmålene i EU's medlemsstater. Samtidigt er WEEE en af Europas hurtigst voksende affaldsstrømme med en årlig stigning på ca. 2 %.
De vigtigste resultater
WEEE-direktivet har vist sig at være relevant, sammenhængende, forholdsmæssigt afpasset, i overensstemmelse med nærhedsprincippet og i overensstemmelse med andre EU-initiativer. Det har haft en positiv indvirkning på alle involverede aktørers resultater.
Evalueringen afdækkede fem mangler ved direktivet:
- Direktivets anvendelsesområde: Det nuværende anvendelsesområde omfatter ikke i tilstrækkelig grad nye affaldsstrømme med højt indhold af kritiske råstoffer fra vedvarende energi og digitale teknologier, såsom vindmøller, som vil nå slutningen af deres livscyklus og blive bortskaffet i de kommende årtier.
- Indsamling af WEEE: I 2022 opfyldte kun Bulgarien, Letland og Slovakiet indsamlingsmålet på 65 % for WEEE baseret på den mængde, der er bragt i omsætning i de foregående tre år. Økonomiske faktorer, ulovlig handel, mangel på infrastruktur og lav offentlig bevidsthed var hindringer for at nå indsamlingsmålet. Derudover komplicerede forskellige fortolkninger og beregningsmetoder indsamlingsindsatsen yderligere.
- Genanvendelse af kritiske råstoffer: Lav indsamling af WEEE resulterer i en forspildt mulighed for at nyttiggøre værdifulde materialer, navnlig kritiske råstoffer såsom kobber, sjældne jordarter, gallium, germanium eller wolfram. Desuden tilskyndede de nuværende genanvendelsesmål i direktivet ikke effektivt til nyttiggørelse af sekundære råstoffer.
- Manglende harmonisering af udvidet producentansvarsordninger: Evalueringen bemærkede en fragmenteret gennemførelse af udvidede producentansvarsordninger i hele EU og at der var mangler i håndhævelsen af forpligtelserne vedrørende udvidet producentansvar, især mht. onlinesælgere.
- Inkonsekvente behandlingskrav: Selv om der er gjort fremskridt med hensyn til miljømæssigt forsvarlig håndtering og korrekt behandling af WEEE, anvender kun ca. 23 % af genanvendelsesanlæggene i EU behandlingsstandarder af høj kvalitet. En forbedring af genanvendelseskvaliteten kan bidrage til at udvinde større mængder værdifulde sekundære råstoffer.
Overordnet set fremhæver evalueringen den store relevans af at indsamle og behandle stigende elektroniske affaldsstrømme i EU. Samtidig er der behov for en ny tilgang for at tilskynde til forbedret indsamling og behandling af WEEE for at støtte udviklingen af et marked for sekundære materialer i EU. Potentielle foranstaltninger kunne omfatte en omdefinering af anvendelsesområdet for fremtidig WEEE-lovgivning, herunder ”grønt” og digitalt udstyr, og obligatoriske WEEE-behandlingsstandarder for at sikre en mere omfattende og effektiv affaldshåndtering i hele EU.
Kommissionen vil inddrage konklusionerne fra evalueringen i den igangværende proces for revidering af WEEE-direktivet - som del af EU-retsakt for cirkulær økonomi, der forventes i 2026. Den kommende CØ-retsakt vil støtte EU's mål under ”kompasset om konkurrenceevne” og ”aftalen om ren industri” om at fordoble andelen af genanvendte materialer i EU's økonomi og blive en global leder inden for cirkulær økonomi senest i 2030.
Find Europa-Kommissionens nyhedsartikel ”Circular Economy: New evaluation looks at how to improve WEEE Directive” fra den 2. juli 2025 her
Læs Europa-Kommissionens pressemeddelelse ”Key actions launched to advance the circular economy” fra den 2. juli 2025 her