Ny EU Strategi for biovidenskab
Europa-Kommissionen lancerede den 2. juli 2025 en strategi, der skal gøre Europa til det mest attraktive sted i verden for biovidenskab i perioden frem til 2030. Biovidenskab (Life sciences) dækker over økonomiske aktiviteter, der bygger på viden om levende systemer, herunder bioteknologi, landbrug, fødevareteknologier, sundhedspleje, lægemidler, medicinsk udstyr, biobaserede produkter og bio-produktion/-manufactoring.
Strategien støttes med mere end 10 mia. EUR årligt fra det nuværende EU-budget og omfatter en koordineret tilgang på tværs af hele den biovidenskabelige værdikæde.
I strategien foreslås følgende tiltag:
- Optimering af forsknings- og innovationsøkosystemet
- Kommissionen vil udarbejde en EU-investeringsplan for at lette tildelingen af midler til kliniske forsøg, der gennemføres i flere lande, og styrke den europæiske infrastruktur for kliniske forsøg. Denne strategi vil også fremme One Health-modellen for forskning og innovation og tilvejebringe op til 100 mio. EUR inden for rammerne af Horisont Europas arbejdsprogrammer for 2026-27 for udvikling og udbredelse af løsninger baseret på mikrobiomer. Derudover vil der blive tilvejebragt 250 mio. EUR til tværsektorielle biovidenskabelige teknologier, der støtter udviklingen af nye produkter, der fremmer industriel innovation og bæredygtighed, herunder nye metoder inden for forskning, nye molekyler, avancerede materialer og mere effektiv bioproduktion.
- Fremme af hurtig markedsadgang for innovationer inden for biovidenskab
- For at fremskynde markedsadgangen for innovationer inden for biovidenskab vil Kommissionen fremsætte et forslag til en EU-retsakt om bioteknologi, hvorved der vil blive skabt en mere innovationsvenlig ramme på tværs af bioteknologiske sektorer. Kommissionen vil også lancere en matchmaking-grænseflade, der kan forbinde opstartsvirksomheder, erhvervsliv og investorer, ved at udnytte Det Europæiske Innovationsråds portefølje og aktørnetværk (Trusted Investors Network).
- Fremme af tillid til, udbredelse og anvendelse af innovation
- Kommissionen vil tilvejebringe 300 mio. EUR for at anspore til indkøb af biovidenskabelig innovation inden for områder som tilpasning til klimaændringer, næste generation af vacciner og økonomisk overkommelige løsninger på kræftbehandlingsområdet. Kommissionen vil også nedsætte en koordineringsgruppe for biovidenskab for at tilpasse politikker til finansiering på tværs af sektorer og støtte samarbejdet med centrale interessenter, herunder virksomhederne og borgerne.
Strategien bygger videre på de tiltag, der blev foreslået i Strategien for Bioteknologi og Bioproduktion fra 2024, men har et bredere fokus, der også omfatter områder som fødevarer, sundhed, lægemidler og miljø. Den lægger større vægt på konkurrenceevne og bæredygtighed og introducerer en række nye tiltag, herunder flagskibsinitiativer. Den nye strategi er ikke et selvstændigt initiativ, men en overordnet ramme, under hvilken andre initiativer – herunder den kommende Biotech retsakt and den nye Bioøkonomistrategi – vil blive udviklet.
Som et af de nye tiltag i den nye strategi er at støtte opskalering og anvendelse af bæredygtig avanceret fermentering ved at fremme innovation gennem offentlig-private partnerskaber og støtte opskalering af startups og andre SMV’er, der arbejder inden for området. Et andet af tiltagene er støtte forskning og innovation inden for biotech for at styrke EU’s førerposition inden for bioøkonomiløsninger og bæredygtig forvaltning af biomasse. Dette omfatter mobilisering af mere end 150 mio. EUR under Horizon Europe arbejdsprogrammet for 2026-2027.
Bioøkonomistrategien, som vil blive vedtaget senere i år, skal fremme anvendelsen og udbredelsen af innovationer inden for life science på tværs af værdikæder. Den vil fremme efterspørgslen efter bioøkonomiprodukter, som skaber mere merværdi med færre ressourcer – såsom produkter baseret på biomasse – og støtte opskalering og markedsudbredelse. Strategien skal også sigte mod at maksimere ressourceeffektivitet, sikre en bæredygtig og sikker forsyning af biomasse samt styrke EU’s position som global leder inden for bæredygtige bioøkonomiløsninger, jf. Q&A til den nye Life science strategi.
Hent strategien ”Choose Europe for life sciences A strategy to position the EU as the world’s most attractive place for life sciences by 2030”, COM (2025) 525 final, fra 2. juli 2025 på EUR-Lex her
Find den engelske Q&A om strategien her
Læs pressemeddelelsen “Kommissionen lancerer en ny strategi, der skal gøre Europa førende på verdensplan inden for biovidenskab i perioden frem til 2030” fra den 2. juli 2025 her