Ny cirkulær handlingsplan fra EU i vente?
Den nyvalgte formand for Europa-kommissionen, Ursula von der Leyen, præsenterede over sommeren et politisk program, der viser, hvad den kommende Kommissionsformand vil kæmpe for – og ambitionerne inden for det grønne område er store. Von der Leyen ønsker bl.a. at Europa skal blive verdens første klima-neutrale kontinent, hvilket bl.a. skal realiseres ved hjælp af en ambitiøs klimaplan, en egentlig klimalov såvel som en klimapagt. I denne forbindelse forventer hun, at store dele af både de offentlige og private investeringer i Europa skal følge med.
Cirkulær handlingsplan 2.0
I det politiske program understregede den kommende formand også, at hun ønsker, at den nye Kommission skal fortsætte arbejdet med at gøre EU verdensledende inden for cirkulær økonomi og grønne teknologier. Von der Leyen ønsker således at præsentere en ny cirkulær handlingsplan, der skal følge op på den handlingsplan, som Kommissionen præsenterede i december 2015, men som i denne omgang skal fokusere på bæredygtigt ressourceforbrug i ressourceintensive og høj-impact sektorer som eksempelvis tekstil- og byggeindustrierne. I tillæg vil hun fortsætte arbejdet mod plast i havene, særligt ved at adressere mikroplast-udfordringerne. Endelig ønsker den kommende formand også at præsentere en såkaldt ”Farm-to-fork” strategi, som skal sikre bæredygtige fødevarer gennem hele værdikæden.
Udspillet falder i direkte tråd med de udmeldinger, som det finske formandskab for EU præsenterede i begyndelsen af juli, idet finnerne også ønsker en ny handlingsplan med fokus på bygge- og anlæg, fødevarer, transport og tekstil i en cirkulær kontekst.
Du kan finde Ursula von der Leyens politiske program her.