Ny CCS-aftale i hus

Kort før sommerferien landede regeringen en politisk aftale med Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet om rammerne for udbud af tilladelser til at lagre CO₂ i Danmarks undergrund. Aftalen giver staten medejerskab og skal sætte gang i markedet.

Partierne er enige om, at staten skal have et medejerskab af tilladelserne til CO₂-lagring på 20 pct. via Nordsøfonden. I første omgang åbnes der for lagringen i Nordsøen, blandt andet i tidligere olie- og gasboringer.

Ifølge nyheden herom på Klima-, Energi-og Forskningsministeriets hjemmeside fjerner statens medejerskab en del af risikoen fra de private selskaber, hvilket skal hjælpe en ny erhvervssektor i gang. Samtidig får staten del i overskuddet, hvis CO₂-lagring bliver en god forretning. Det vurderes, at med både Danmarks og andre europæiske landes klimamål og en voksende indsats for at fange og lagre CO₂, kan den danske undergrund, hvor der er god plads til lagring, komme i spil.

Aftaleparterne er enige om, at CO₂-lagring skal beskattes efter de almindelige skatteregler. Efter det første udbud af lagringstilladelser i Nordsøen i 2023, samles parterne igen for at evaluere statens deltagelse frem mod næste udbud af lagringstilladelser.

Der blev med klimaaftalen for Energi og Industri i 2020 afsat i alt 16 mia. kr. i en støttepulje til fangst, lagring og anvendelse af CO₂, og vilkårene for lagring i dansk undergrund skal være klar til de første, som gør brug af puljen.

Læs mere her:
Du kan læse mere om aftalen her på KEFMs hjemmeside.

Relaterede nyheder