Ny bekendtgørelse om biomasseaffald offentliggjort
Miljøstyrelsens nyreviderede bekendtgørelse om biomasseaffald blev offentliggjort den 4. oktober samtidigt med styrelsens høringsnotat. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2024.
Her bringes nogle uddrag fra høringsnotatet primært vedrørende bilagets punkt 1 Råtræ, som omfatter også grene mv. fra haveaffald.
Affald omfattet af bekendtgørelsens bilag må ikke være egnet til materialenyttiggørelse
Det påpeges i høringsnotatet, at affaldet ikke må være egnet til materialenyttiggørelse, hvis det skal være omfattet af biomasseaffaldsbekendtgørelsens anvendelsesområde. Der henvises til affaldsbekendtgørelsens § 60, stk. 3, at affaldsproducerende virksomheder skal sørge for, at det affald, der er egnet til materialenyttiggørelse, bliver materialenyttiggjort. Styrelsen nævner specifikt, at man dermed skal forsøge at materialenyttiggøre sit affald, før man kan sende det til forbrænding.
Hvad forstås ved max. 1 % fysiske urenheder i råtræ fra fx haveaffald?
Miljøstyrelsen nævner, at småsten, grus, sand og jord er materialer af geologisk oprindelse og naturligt findes i indsamlet have/parkaffald. De skal derfor ikke betragtes som fremmedlegemer i denne sammenhæng og ikke medregnes i indholdet af fysiske urenheder i forhold til bekendtgørelsens regler.
Miljøstyrelsen henviser til Miljøprojekt 2091, afsnit 2.1.2, at et læs haveaffaldsflis på 22 tons indeholdte ca. 19,04 kg fysiske urenheder (ikke medregnet sten og jord). Det svarer til 0,87 promille af læsset. Miljøstyrelsen har været i kontakt med projektudfører, som har udtalt, at der var tale om vådvægt, og at der ikke er gjort mere end almindeligt i forhold til analysemetode og prøvetagning, dvs. 2 mekaniske sorteringer. Med et tørstofindhold på 60 % i haveaffaldsflis svarer det til, at 1,4 promille er fysiske urenheder. Projektudfører nævner også, at der er tale om et gennemsnitligt læs i forhold til kvalitet, dvs. der findes anlæg, der leverer renere læs.
Miljøstyrelsen har været i kontakt med projektudfører for at finde ud af, hvor mange omkostninger der er forbundet med den ekstra mekaniske sortering, der skal laves for at kunne reducere indholdet af fysiske urenheder fra 1,4 promille til 1 promille. Projektudfører har oplyst, at prisen for den ekstra sortering vil ligge på cirka 100-150 kr. pr ton have/park-affald. Miljøstyrelsen er af den opfattelse, at udgifterne er inden for et acceptabelt niveau. Det er derfor Miljøstyrelsens opfattelse, at en bagatelgrænse på 1 promille vil kunne efterleves.
Kommunen kan kræve dokumentation for indhold af fysiske urenheder
Skatteministeriet påpegede i deres høringssvar, at der bør stilles tilstrækkelige krav til dokumentation for at biomasseaffaldet lever op til bekendtgørelsens regler. Miljøstyrelsen kommenterer, at det fremgår af udkastet til bekendtgørelsens § 6, stk. 4, at virksomheden skal efter anmodningen fra kommunalbestyrelsen afgive oplysninger om og dokumentation for biomasseaffaldets art, oprindelse, sammensætning, mængde samt om eventuelle modtagere af affaldet. Oplysninger og dokumentation skal af virksomheden opbevares i 5 år.
Miljøstyrelsen lader det derfor være op til dialog mellem kommunen og virksomheden, hvordan det skal påvises at bagatelgrænsen er overholdt. Bagatelgrænsen er relevant i forhold til kommunens tilsyn med, hvorvidt biomasseaffaldet er omfattet af bekendtgørelsen eller ej. Såfremt kommunen har den overbevisning, at det pågældende biomasseaffald ikke indeholder fysiske urenheder, kan kommunen vælge ikke at anmode om dokumentationen.
I forhold til spørgsmål om kulafgiftsloven og dets sammenhæng med biomasseaffaldsbekendtgørelsen, henviser Miljøstyrelsen til Skatteministeriet (red.: se fx. SKATs juridiske vejledning 2023-2 E.A.4.2.3 Affald omfattet af afgiftspligten her).
Find høringsnotat af 8. august 2023 på Høringsportalen her.
Find Bekendtgørelse om biomasseaffald nr. 1224 af 4. oktober 2023 på Retsinformation her.
Bekendtgørelsens udkast blev sendt i ekstern høring den 14. juni 2023 med frist for fremsendelse af høringssvar den 28. juli 2023. Se evt. DAKOFAs tidligere nyhed om høringen her.