Nordisk projekt klæder virksomheder på til EU’s ecodesign-krav
En ny rapport fra Nordisk Ministerråd samler op på erfaringerne fra det nordiske projekt Nordic Circular Design og tilbyder konkrete råd til virksomheder, der ønsker at integrere cirkulært design og samtidig forberede sig på fremtidige EU-regler. Projektet har involveret over 150 deltagere fra 30 virksomheder i Danmark, Finland, Sverige og Norge – og viser, hvordan cirkulær omstilling kan bringes tættere på praksis.
Formålet har været at styrke virksomheders evne til at udvikle produkter med cirkulært design og ruste dem til blandt andet Ecodesign for Sustainable Products Regulation (ESPR). Rapporten henvender sig også til myndigheder, brancheorganisationer og NGO’er, der ønsker at understøtte omstillingen til en mere cirkulær økonomi.
Projektet har involveret virksomheder fra bl.a. møbel-, elektronik-, belysnings-, maskin- og tekstilindustrien. Gennem fem moduler – fra strategisk retning til konkrete prototyper – arbejdede deltagerne med at omsætte cirkulære principper til praksis. Det handlede blandt andet om at vælge materialer med lang levetid, fremme design for adskillelse og sikre, at produkter kan repareres eller genbruges.
Et centralt fokus var forberedelse til nye EU-reguleringer. Flere deltagere brugte projektet til at afklare, hvordan ESPR vil påvirke deres produkter – og hvad de allerede nu kan justere i designprocessen for at være på forkant.
Rapporten fremhæver en række løsninger, der blev udviklet i projektet. Finske Lumene har arbejdet med vandfrie renseprodukter for at mindske emballage og CO₂-aftryk. Svenske Hexatronic har udviklet et koncept for salg af overskydende kabler, mens flere møbelvirksomheder har testet modulære designs, der kan skilles ad og genbruges.
Projektet peger også på barrierer som uklar regulering, manglende materialedata og behov for kompetenceudvikling i cirkulært design. Derfor kommer rapporten med anbefalinger til, hvordan offentlige aktører og brancheorganisationer kan styrke støtten – herunder bedre vejledning, harmoniserede krav og støtte til fælles udviklingsprojekter.
læs mere her
Du kan læse hele rapporten her: “Nordisk Ministerråd / Nordic Innovation (2025): Boosting circular transition and innovation with Nordic businesses – Through Nordic Circular Design Programme”