19. maj 2021

Miljøprojekt om tekstilindsamling offentliggjort

Miljøprojekt 2169 anbefaler, at der laves en særlig indsamlingsordning, som supplerer de eksisterende genbrugssystemer.

Af "Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi" fra 16. juni 2020 fremgår det, at der skal implementeres en kommunal henteordning af tekstilaffald fra 1. januar 2022. Inden Miljøstyrelsen udarbejder de endelige vejledninger for henteordningen, er det vurderet, at der er behov for yderligere viden og en analyse af mulige ordninger.

Miljøprojekt 2169 har til formål at tilvejebringe et fagligt grundlag, så Miljøstyrelsen kan vurdere, hvilke indsamlingsordninger, der sikrer den bedste balance mellem genanvendelse, miljø og klima samt økonomi – og under hensyntagen til forskellige boligtyper.

Baseret på samfundsøkonomiske vurderinger samt interview og dialog med aktører præsenteres i rapporten konkrete anbefalinger til indsamlingsordninger og sorteringskriterier for tekstilaffald.

Det anbefales overordnet at etablere en kommunal henteordning, der udelukkende retter sig mod tekstilaffald, og som supplerer de eksisterende indsamlingssystemer for tekstil til genbrug. I undersøgelsen er der identificeret fire forskellige mulige henteordninger for tekstilaffald. Markedet for genanvendelse af tekstiler er stadig i sin tidlige udvikling, hvorfor miljøprojektet anbefaler at gøre sorteringskriterierne "brede og inkluderende og dermed langtidsholdbare".

Du kan læse Miljøprojekt 2169 "Sortering og indsamling af tekstilaffald fra husholdninger" ved at trykke hér.

Relaterede nyheder