09. marts 2018

Miljø- og fødevareministeren søsætter projekt, der skal undersøge flamingoplastforurening i havene

Miljø- og fødevareministeren Esben Lunde Larsen og Fiskeriminister Karen Elleman står bag projektet, som skal undersøge mængderne af flamingo (EPS), der findes i det danske havmiljø.

Projektet har til formål at opbygge viden på området samt se nærmere på, om der kan findes bedre måder at anvende og genbruge EPS materialet på. Esben Lunde Larsen udtaler:
"Vi bruger flamingoplast til mange formål i Danmark. Både i byggeriet, i cykelhjelme og som emballage gør materialet stor gavn, men ligesom alle andre plasttyper har flamingoplast intet at gøre i vores natur eller have. Nu vil vi have undersøgt, hvor stort problemet er, og om der er bedre måder at bruge og genbruge materialet på."

I projektet vil man også undersøge kyst og havmiljøet for EPS i hele Østersøområdet for at kortlægge, hvor den forurenende EPS oprindeligt kommer fra.

Plastindustrien glæder sig over tiltaget og ser positivt på, at hele den baltiske region inddrages i undersøgelsen og ikke kun Danmark.

Adm. direktør i Plastindustrien Thomas Drustrup siger:
"Plast hører ikke hjemme i havet eller i naturen, og derfor er vi meget opsatte på at komme forureningen til livs. Det håber vi, den ny undersøgelse kan hjælpe os med. Vi har en formodning om, at en stor del af den EPS-plast, vi finder i naturen, ikke stammer fra Danmark, men derfor skal problemet løses alligevel, og det bidrager vi meget gerne til."

Projektet er en del af programmet under Danmarks havstrategi, som løber fra 2012 – 2023, og som er en del af EUs havstrategidirektiv. Projektet vil også bidrage til udvikling og implementering af HELCOM handlingsplan for marint affald. HELCOM er et samarbejde mellem Danmark, Estland, EU, Finland, Tyskland, Letland Litauen, Polen, Rusland og Sverige, og har til formål at forhindre forurening i det baltiske hav. Her har Danmark påtaget sig rollen som ”lead country” for dette tiltag'

Læs hele nyheden på Miljøstyrelsens hjemmeside her.

Relaterede nyheder