Mere genanvendelse af plast i landbruget
Med den politiske aftale fra 16. juni 2020 "Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi" er der sat et mål for landbrugsområdet om, at 50% af al plast skal udsorteres til genanvendelse i 2025 og 80% i 2030. Ifølge Miljøstyrelsen indsamles og genanvendes cirka en fjerdedel af plast fra landbruget i dag, men det skønnes, at der er potentiale for mere.
Sektorsamarbejdet skal arbejde med konkrete løsninger på tværs af værdikæden, hvilket betyder at alle led i kæden vil blive inddraget.
For at sikre fremdrift i arbejdet, og inddrage aktørerne på området, vil der blive oprettet et sekretariat. Sekretariatet for Sektorsamarbejdet kommer til at ligge hos SEGES, som er landbrugets innovations- og videnscenter.
I nyheden fra SEGES, om det nye partnerskab, citeres BOFA’s direktør Jens Hjul-Nielsen for følgende udtalelse:
”På Bornholm har vi en vision om, at alt affald skal genanvendes eller genbruges i 2032, så vi ser frem til dette nye samarbejde med Bornholms Landbrug & Fødevarer om landbrugsplast, der vil bringe os tættere på vores mål. Det perspektivrige og banebrydende samarbejde om landbrugsplast er samtidig en del af vores udviklingsplatform Zero Waste Bornholm. Her går vi sammen med erhvervslivet og tester og udvikler nye cirkulære løsninger og forretningsmodeller, der skal bane vej for grøn eksport af danske teknologier og løsninger inden for cirkulær økonomi.”
Baggrundsmateriale:
Du kan finde Miljøstyrelsens nyhed om samarbejdet her.
Du kan se SEGES nyhed om det samarbejde her.