Lovforslag om udvidet producentansvar for emballage er fremsat i Folketinget
Lovforslaget blev fremsat den 7. november 2024 som L 84, og er på dagsordenen til at blive førstebehandlet den 21. november 2024.
Af høringsnotatet fremgår det, at Miljø- og Ligestillingsministeriet har forståelse for brancheorganisationernes bekymringer om opstartsdatoen, men at den 1. oktober 2025 fastholdes.
Derudover bemærker Miljø- og Ligestillingsministeriet (bl.a.):
- at ministeriet har forståelse for, at en opstart 1. oktober 2025 ikke passer med kommunernes generelle gebyr- og budgetprocesser, og at reguleringen af producentgebyrer er lagt tæt op ad den nuværende regulering af de kommunale affaldsgebyrer for at gøre det så nemt som muligt for kommunerne at fratrække de omkostninger fra affaldsgebyrerne, som producenterne skal betale fra 1. oktober 2025. Det er desuden ministeriets forståelse, at kommunerne kan vente med at nedregulere affaldsgebyrerne til det følgende gebyrår, dvs. fra 2026.
- at der forventes fastsat en kort tildelingsperiode for første tildeling pga. usikkerheder i data, og at de følgende tildelingsperioder også vil være relativt korte på 2-3 år. Dette af hensyn til usikkerheden om, hvor præcist tildelingen af markedsandele kan blive. Tildelingsperioderne vil blive fastlagt på bekendtgørelsesniveau. Ministeriet vurderer, at det på sigt vil være muligt inden for rammerne af lovforslaget at indføre længere tildelingsperioder end 2-3 år, hvilket kan være en fordel for alle parter, da det mindsker transaktionsomkostninger og giver mulighed for opbygning af gode, tillidsfulde samarbejdsrelationer mellem kommuner og kollektive ordninger.
- at den nuværende løsning for overdragelse af affald vurderes at være den bedst mulige løsning på nuværende tidspunkt. Ved at give ansvaret for udpegning af en relevant omlasteplads, hvor affaldet kan overdrages, til kommunerne, placeres et klart ansvar for at sikre kapacitet til overdragelse af affald, og den nuværende infrastruktur udnyttes. Derved undgås risiko for strandede omkostninger hos kommunerne ift. allerede foretagne investeringer i omlastepladser, som bl.a. er foretaget i forbindelse med udrulning af den strømlinede og husstandsnære affaldssortering. Den foreslåede ordning muliggør desuden, at kommunalbestyrelsen kan sikre en sammenhængende logistik i affaldsindsamlingen uden at skulle ændre på denne som følge af de skift i, hvilke producenter eller kollektive ordninger som kommunalbestyrelsen skal overdrage affald til, jf. de foreslåede bestemmelser om tildeling af kommunalt indsamlet affald.
- at for understøtte omkostningseffektivitet og gennemsigtighed vil der i medfør af lovforslaget blive fastsat regler om, at kommunerne skal beskrive deres arbejde med omkostningseffektivitet i forbindelse med den årlige rapportering om serviceniveau. Det er hensigten, at rapporteringen skal foregå efter en fast skabelon for at gøre det så nemt og sammenligneligt som muligt. Derudover er det hensigten at fastsætte rammer for, hvilke typer af omkostninger, der kan medregnes i producentgebyrerne, og stille krav om, at kommunerne årligt skal opgøre og offentliggøre deres omkostninger.
- at man siden høringsudkastet af lovtekniske årsager har fjernet kravet om, at kommuner skal indsamle emballageaffald på en omkostningseffektiv måde, da dette vurderes allerede at følge af grundsætningen for offentlige myndigheder om forsvarlig økonomisk forvaltning, som kommunalbestyrelser også er underlagt, og som for kommunalbestyrelsernes vedkommende håndhæves af indenrigs- og sundhedsministeren.
Miljø- og Ligestillingsministeriet vurderer, at borgerne selv skal betale for det ukorrekt sorterede restaffald, som borgerne har mulighed for at sortere korrekt i andre affaldsbeholdere, som producenter afholder omkostninger til. Dette vil også gælde ukorrekt sorteret emballageaffald, der efterfølgende udsorteres på et automatiseret restsorteringsanlæg. Ministeriet anerkender, at der fremadrettet kan blive behov for at se på, om det er nødvendigt at udsortere emballageaffald fra restaffald for at nå EU’s genanvendelsesmål for emballageaffald, og hvordan dette i givet fald skal indgå i producentansvaret. Miljø- og Ligestillingsministeriet kan desuden oplyse om, at korrekt sorteret emballageaffald i restaffald opgøres efter en national fordelingsnøgle.
Miljø- og Ligestillingsministeriet vurderer, at der fremadrettet vil skulle tages politisk stilling til, om affaldsindsamling på genbrugspladser skal strømlines mere, så der kan udvikles flere nationale fordelingsnøgler og mere affald evt. kan overdrages til producenter. Herunder skal der tages politisk stilling til, om der skal indføres et krav om særskilt indsamling af EPS-plast til genanvendelse, som anbefalet af arbejdsgruppe i regi af Samarbejdsforum for producentansvar.
For de engangsplastprodukter, der samtidig er emballage, vil producenter skulle betale både oprydningsgebyr og betale til det almindelige udvidede producentansvar, hvor emballageaffald særskilt indsamles til genanvendelse. Der er således ikke tale om dobbeltbetaling, men betaling for to forskellige former for affaldshåndtering.
I forbindelse med overgangsperioden for kommunale kontrakter er det ministeriets hensigt at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelser, der inden tidspunktet for fremsættelse af lovforslaget, dvs. 7. november 2024, har indgået kontrakter om affaldsbehandling af affaldsfraktioner, der efter de nye regler skal overdrages til producenter eller disses kollektive ordninger med virkning fra den 1. oktober 2025, ikke vil skulle overdrage det pågældende affald til de pågældende producenter eller kollektive ordninger indtil udløbet af disse kontrakter. Det er herunder hensigten at fastsætte regler om, at kommunalbestyrelser ikke må udnytte optioner om forlængelse af kontrakter ud over 1. oktober 2025, medmindre disse er nødvendige for at opfylde kommunalbestyrelsens kontraktlige forpligtelser overfor for eksempel affaldsbehandlingsanlæg.
Læs mere
Følg Folketingets behandling af lovforslag L 84 her (Forslaget er på 315 sider. Bilag 2 side 181 og frem er en gengivelse af Batteriforordningen, (EU) 2023/1542).
Se høringsnotatet på Høringsportalen