Lovforslag om nationale affaldshåndterings- og affaldsforebyggelsesplaner
Af bemærkningerne fremgår det, at kravene, som følger ændringerne til affaldsdirektivet, vil blive indeholdt i den næste revidering af den nationale plan (både affaldshåndtering og affaldsforebyggelse), der forventes sendt i høring 1. halvår af 2020.
Af lovforslagets bemærkninger fremgår det ligeledes, at det fastholdes, at kommunerne ikke udarbejder kommunale planer for forebyggelse. Der udarbejdes altså alene affaldsforebyggelsesplaner på nationalt niveau.
I bemærkningerne opsummeres ændringerne i direktivet i relation til affaldsplanerne, herunder at den nationale affaldsplan skal:
- Redegøre for, at Danmark geografisk set er dækket tilstrækkeligt ind med ordninger for særskilt indsamling af affald, og indeholde en vurdering af om dette kan forbedres.
- Indeholde en vurdering af eventuelle undtagelser fra affaldsdirektivets krav om særskilt indsamling.
- Beskrive foranstaltninger til at imødegå henkastet affald og oprydning af henkastet affald.
- Indeholde en beskrivelse af særlige ordninger for affald, der indeholder betydelige mængder af kritiske råstoffer. Dette i tilknytning til planens beskrivelse af eksisterende større anlæg til bortskaffelse og nyttiggørelse.
I bemærkningerne opsummeres endvidere ændringerne i direktivet i relation til forebyggelsesplanerne, herunder, at de kommende nationale forebyggelsesplaner skal:
- Indeholde foranstaltninger, der skal sikre affaldsforebyggelse i hele produktets eller materialets livscyklus; i design-produktionsfasen, i forbrugsfasen og i affaldsfasen.
- Indeholde et specifikt program for forebyggelse af madaffald.
- Beskrive bidraget fra økonomiske instrumenter og foranstaltninger til affaldsforebyggelse.
Af bemærkningerne fremgår ligeledes Miljø- og Fødevareministeriets overvejelser vedr. forslaget om at ophæve oplistningerne med de detaljerede krav til indholdet i affaldsplanen i § 46 c, stk. 2, nr. 1-6, og de detaljerede krav til affaldsforebyggelsesplanen i § 50 e, stk. 2, nr. 1-5, for derved at opnå større fleksibilitet. Ønsket om at opnå større fleksibilitet begrundes med, at der allerede inden for en kort årrække ser ud til at komme ændringer, herunder nævnes blandt andet følgende:
- Kommissionen skal senest den 31. december 2023 overveje muligheden for at fastsætte et EU-dækkende mål for reduktion af madaffald.
- Kommissionen skal senest 31. december 2024 overveje muligheden for foranstaltninger til at fastsætte kvantitative mål, og øvrige foranstaltninger til at forebygge affald, herunder forebyggelsesmål.
- Ved udgangen af 2024 skal Kommissionen overveje om der bør opstilles mål for yderligere affaldsstrømme som f.eks. bygge- og nedrivningsaffald, tekstilaffald, erhvervsaffald mv.
- Ved udgangen af 2028 skal Kommissionen tage genanvendelsesmålene for 2035 op til revision.
Baggrundsmateriale:
Find lovforslaget her på Folketingets hjemmeside.
Find høringsmaterialet her på høringsportalen, hvor også div. høringssvar kan findes.