Nyt studie af PCB-niveauer hos medarbejdere ved nedrivning
10. februar 2025

Nyt studie af PCB-niveauer hos medarbejdere ved nedrivning

Generelt lave PCB-niveauer - også hos nedrivningsarbejdere fra de fem højhuse i Brøndby Strand

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har afsluttet et studie, hvor de har fulgt 62 medarbejderne, der blandt andet har arbejdet fast på nedrivningen af fem store højhuse i Brøndby Strand. Medarbejderne blev fulgt over en periode på to år, hvor der blevet taget op til tre blodprøver per medarbejder for at undersøge ophobningen af PCB i kroppen over tid. I alt blev der indsamlet 125 blodprøver, som blev analyseret for samtlige 209 PCB'er.

Studiet viser, at den samlede mængde af PCB i blodet blandt nedrivningsarbejderne generelt er lave og ikke adskiller sig betydeligt fra målinger hos administrative medarbejdere i branchen, som ikke har arbejdet direkte på nedrivningspladser. Dog ser man en lille stigning af de PCB’er, som ikke stammer fra kosten, men som kan frigives, når man arbejder for eksempel med gamle, forurenende byggematerialer.

Med studiet har forskningscentret bl.a. ønsket at undersøge, om brugen af værnemidler og de nuværende procedurer for arbejde med sundhedsskadelige bygningsmaterialer er gode nok til at beskytte medarbejdere mod at optage PCB i blodet. Og det ser langt hen ad vejen ud til at være tilfældet, fortæller seniorforsker på NFA Marie Frederiksen, der har stået i spidsen for projektet.

”Vi ser dog generelt en ophobning af de PCB’er, som kommer fra byggematerialerne. Derfor skal man stadig være meget opmærksom på at beskytte sig selv mod at komme i kontakt med stoffet.”

Deltagerne i projektet var inddelt i tre grupper:

  • nedrivningsarbejdere med fast arbejde i nedrivningen Brøndby Strand, hvor der var påvist PCB i arbejdsmiljøet,
  • nedrivningsarbejdere med skiftende arbejdssteder rundt om i landet og
  • en referencegruppe af administrative medarbejdere i branchen, som altså ikke beskæftiger sig direkte med nedrivningsarbejde.

Stigende niveauer ved vedvarende udsættelse
Allerede efter et år kunne forskerne måle en mindre stigning i mængden af de PCB’er, der særligt kommer fra byggematerialer blandt de faste medarbejdere på nedrivningen i Brøndby Strand. Denne stigning var også til stede blandt dem med skiftende arbejdssteder, men her var stigningen ikke statistisk sikker.

For medarbejdere med mindst fire års aktivt arbejde med nedrivning blev der fundet let forhøjede niveauer af de såkaldte dioxinlignende PCB’er sammenlignet med referencegruppen, som ikke arbejdede med nedrivning.

Studiet konkluderer dog, at den samlede PCB-belastning blandt nedrivningsarbejderne generelt er sammenlignelig med niveauerne i normalbefolkningen og ikke giver anledning til bekymring for den enkelte medarbejder.

Forskere understreger vigtigheden af værnemidler og hygiejne
Selvom niveauerne af PCB var lave, fremhæver forskerne, at nedriverne fortsat skal huske at tage de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger.

”Det er vigtigt at tage de nødvendige forholdsregler som for eksempel at bruge egnede handsker, heldragter og åndedrætsværn, når man arbejder med PCB. Det kan være besværligt, men det beskytter mod ophobning af PCB, der på sigt kan have store konsekvenser for helbredet”, siger Marie Frederiksen.

Her er forskernes bedste råd til nedrivere, der arbejder med PCB-holdige materialer:

  • Følg Arbejdstilsynets vejledninger og brug egnede værnemidler – selvom det er besværligt.
  • Hold god hygiejne og gå gerne i bad efter arbejdet.
  • Skift tøj efter arbejde og undlad for eksempel at have arbejdstøjet på i egen bil.

Projektet er støttet af Arbejdstilsynet og Arbejdsmiljøforskningsfonden.

Læs mere
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, 23. jan. 2025, Nyt studie kortlægger PCB-niveauer hos nedrivningsarbejdere
Dagens Byggeri, Historisk nedrivning, 23. jan 2025, Nu er der svar på PCB-prøverne for 62 arbejdere

Relaterede nyheder