30. november 2018

Landmænds bevæggrunde til at være medejere af biogasfællesanlæg

Ny undersøgelser belyser, hvad der vil motivere flere landmænd til at være med i partnerskabsejede biogasfællesanlæg. Fleksibilitet i ejerskabet, længere kontrakt på afsætning af gassen samt gratis rådgivning i planlægningsfasen er afgørende.

En undersøgelse udført af Aarhus Universitet viser, hvilke faktorer der kan få landmænd til at indgå i ejerskab og etablering af biogasfællesanlæg. Undersøgelsen er omtalt af EU-kommissionen i den seneste News Alert - Science for Environmental Policy.

Nogle få faktorer er særligt vigtige, hvis (nye) landmænd skal være med i partnerskabsejede biogasanlæg, hvilket 2/3 af landmændene tilsyneladende er villige til. Undersøgelsen bygger på svar fra 461 landbrugsbedrifter ud af i alt 4280 adspurgte bedrifter i 2016-17 (alle har mindst 75 dyreenheder kvæg og/eller svin).

Mulighed for at udtræde som medejer af det partnerskabsejede biogasanlæg tillægges størst betydning, og landmændene er villige til at acceptere væsentlig lavere (anlægs-) tilskud for at opnå denne fleksibilitet. Det foretrækkes at være omkring 15 partnere (8-22 partnere) i et partnerskabsejet biogasanlæg, der defineres som et anlæg, hvor partneren ikke er personlig ansvarlig for andre partneres evt. ulovlige handlinger eller gæld i biogasanlægget.

Mulighed for at få en længerevarende kontrakt på biogasafsætningen har også stor betydning for villigheden til indgå i partnerskabsejede biogasanlæg.

Endelig lægger landmændene stor vægt på muligheden for at opnå indledende teknisk og administrativ rådgivning betalt af det offentlige, også selv om det det vil medføre en reduktion i anden støtte til biogasanlægget.

Undersøgelsen viser også, at landmændene umiddelbart vurderer transportomkostninger til gødning som 2 x højere end de må forventes at blive ifølge transportomkostninger estimeret ud fra konkrete forundersøgelser. Det skal sættes i relation til, at transportomkostningerne i gennemsnit udgør 40 % de totale produktionsomkostninger for et biogasanlæg til husdyrgødning.

Find EU-kommissionens omtale, What encourages farmes to participate in collective biogas investment, i News Alert, Science for Environmental Policy” issue 517 fra 2018 her.

Følgende artikel, som er grundlag for kommissionens omtale og denne nyhed, kan læses via adgang til fagbiblioteker: Artiklen K. H. Zemo & M. Termansen (2018): Farmers willingness to participate in collective biogas investment: A discrete choice experiment study, Resource and Energy Economics 52, 87-101.

Relaterede nyheder