Kun to europæiske lande har sammenblanding af plast- og restaffald

I EU er det kun Holland, der accepterer plastaffald indsamlet og eftersorteret med restaffald. I Norge eftersorteres på en mindre andel af restaffaldet.

Miljøminister Magnus Heunicke har svaret på et spørgsmål afgivet via Folketingets miljø- og fødevareudvalg af 13. maj 2024 efter ønske fra Jens Henrik Thulesen Dahl (DD).

Spørgsmålet lyder:
” Vil ministeren oplyse, om der er andre EU-lande, hvor myndighederne har dispenseret fra kravet om særskilt indsamling af plastaffald?”

Hertil svarer miljøministeren følgende:
”Det er reglerne i EU’s affaldsrammedirektiv, der fastlægger, at genanvendeligt affald som udgangspunkt skal indsamles særskilt, herunder plastaffald. Der er mulighed for, at medlemslandene kan give undtagelser herfra i en række specifikke tilfælde.

En udbredt undtagelse blandt EU-landene er kombineret indsamling af genanvendelige affaldstyper, som kan placeres i samme beholder uden at ødelægge genanvendelsen af de respektive affaldstyper. I Danmark anvendes undtagelsesmuligheden til at muliggøre at kommunerne kan indsamle plastaffald fra husholdninger kombineret med metalaffald samt mad-og drikkekartonaffald. Denne kombinationsmulighed anvendes desuden i bl.a. Tyskland, Belgien og Holland til emballageaffald.

Det er forståelsen, at der med spørgsmålet især spørges til, om der er EU-lande, hvor der er givet undtagelse til at indsamle plastaffald med restaffald. Hertil har jeg indhentet bidrag til besvarelsen fra Miljøstyrelsen, som oplyser at:

”Miljøstyrelsen har kendskab til få lande i Europa, som eftersorterer på restaffald. Det er landene Holland og Norge. Holland er medlemsstat i EU, mens Norge er en økonomisk samarbejdspart til EU. For at besvare spørgsmålet har Miljøstyrelsen været i dialog med myndigheder fra de to lande.

Holland
Ansvaret for særskilt indsamling af husholdningsaffald er placeret hos de hollandske kommuner, jf. Dekret om særskilt indsamling af husholdningsaffald (GIHA). I henhold til dekretet er særskilt indsamling et krav, der kun kan fraviges, hvis det ikke er muligt at indsamle affaldet særskilt. Hvis kommunerne ønsker at fravige kravet, skal de løbende vurdere om en fravigelse er i overensstemmelse med den til enhver tid gældende lovgivning, bl.a. GIHA og De Nationale Affaldshåndteringsplaner.

Det hollandske miljøministerium (Ministry of Infrastructure and Water Management) har oplyst, at kompetencen ift. at dispensere fra artikel 10.3 i Affaldsdirektivet, herunder at indsamle plastaffald med restaffald er placeret hos kommunerne. Det hollandske miljøministerium har ingen registrering af, hvorvidt kommunerne gør brug af dispensationsmulighed. De hollandske provinser fører tilsyn med, om kommunerne overholder gældende lovgivning.

Der er indført producentansvar for emballager i Holland. Kommunerne indsamler emballageaffaldet på vegne af producentansvaret, og det er kommunens ansvar at indgå en aftale med producentansvaret om indsamlingssystemet, herunder finansiering.

I nogle store byer (Amsterdam, Utrecht, Rotterdam) bliver plastikemballageaffald sorteret fra restaffald i centralsorteringsanlæg. Amsterdam og Utrecht indførte centralsortering i 2021. Anlæggene er således planlagt og taget i brug før EU i 2022 vedtog regler om anvendelse af brugte fødevareemballager til nye fødevareemballager i Forordningen om fødevarekontaktmaterialer. Regler, som betyder, at plastaffald fra fødevarer indsamlet med restaffald ikke kan genanvendes til ny fødevarekontaktemballage. Andre kommuner, f.eks. Haag, anvender en kombination af særskilt indsamling og centralsortering. I Haag centrum sorterer husholdningerne ikke deres affald særskilt, men i forstæderne sorterer husholdningerne deres affald særskilt. Hvis kommunerne indfører særskilt indsamling ved husstanden bliver restaffaldet ikke eftersorteret på et sorteringsanlæg.

Norge
Den norske Miljøstyrelse (Miljødirektoratet) har oplyst, at Norge har gjort brug af undtagelse fra særskilt indsamling til at tillade indsamling af genanvendeligt affald med restaffald i en del af landet. Norge har i den forbindelse haft dialog med EU-Kommissionen om centralsortering i 2021. Udgangspunktet for dialogen var, at det i Norge blev vurderet, at det ville blive svært at nå EU's genanvendelsesmål for plastik i 2035 uden at kombinere særskilt indsamling med mere avancerede teknologier som centralsortering af restaffald. Det var vurderingen, at centralsortering ville give et højere udbytte af plastikaffald end særskilt indsamling, og at kvaliteten ikke vil ændres. Det bemærkes, at dialogen med EU-Kommissionen fandt sted før EU i 2022 vedtog reglerne om anvendelse af brugte fødevareemballager til nye fødevareemballager.

Ca. 68 pct. af indbyggerne i Norge har særskilt indsamling af affald, herunder plastikaffald ved husstanden. 19,6 pct. har sortering af affald i farvede poser ved husstanden. 12,5 pct. af indbyggerne får deres affald sorteret i et sorteringsanlæg for restaffald.

Norge har p.t. to anlæg, som sorterer på restaffald. Det ene anlæg (ROAF) sorterer på restaffald, hvor husholdningerne ikke har særskilt sortering af f.eks. plastikaffald ved husstanden og modtager primært affald fra Oslo. Det andet anlæg (IVAR) eftersorterer på restaffald som supplement til særskilt sortering ved husstanden. Det betyder, at en del af de 12,5 pct. af indbyggere, hvor restaffaldet bliver centralsorteret, også har særskilt sortering ved husstanden. Den andel af indbyggere, der ikke har særskilt indsamling af affaldet, er derfor reelt mindre end 12,5 pct.””

Du kan læse spørgsmål og svar i sin helhed ved at trykke hér.

Relaterede nyheder