Konference om affaldssektorens fremtidige organisering

Hvor langt er vi, hvad er på vej, og hvad er allerede vedtaget? Den 22. juni kan du blive en hel del klogere på, hvad der er status for de politiske ambitioner om en helt ny organisering af affalds- og ressourcesektoren.

Den politiske aftale om ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi” fra 16. juni 2020 indeholder ambitiøse målsætninger om blandt andet en klimaneutral affaldssektor i 2023. Aftalens målsætninger skal ikke mindst nås gennem en omfattende omorganisering af sektoren. Denne konference har karakter af en statuskonference for hele omorganiseringen af affalds- og ressourcesektoren.

På dagen vil du således få mulighed for at skabe dig et overblik over strømlining af affaldsindsamlingen, den nye organisering af genanvendelsessektoren - herunder overgangsordninger og dispensationer - kommunale udbudskrav, krav til selskabsgørelse, direkte genbrug på genbrugspladserne, styrket affaldstilsyn, udvidet producentansvar for emballage samt den spritnye lov om den fremtidige organisering af forbrændingssektoren.

Sidst - men ikke mindst - byder dagen på et oplæg fra Forsyningstilsynet, der har fået tildelt en yderst central plads i omorganiseringen af sektoren.

Derfor – deltag i DAKOFAs statuskonference om alle de nye organiseringstiltag og bliv klogere på, hvad der venter dig og resten af den danske affalds- og ressourcesektor.

Da der er tale om en hybridkonference, kan 50 deltagere sikre sig fysisk deltagelse i DAKOFAs konferencelokale på Vesterbrogade i København, mens de resterende deltager via ZOOM. Alle vil dog have mulighed for at give deres bidrag med spørgsmål eller kommentarer gennem dagen – hvad enten det er i virkelig eller virtuel tilstand.

Relaterede nyheder