Kommunernes erfaringer med cirkulært byggeri
22. oktober 2024

Kommunernes erfaringer med cirkulært byggeri

Der er stor interesse for mere videndeling og mulighed for at opbygge kompetencer

På vegne af Realdania har Transition undersøgt kommunernes modenhed i relation til arbejdet med cirkulært byggeri. Desuden belyser de, hvordan kommunerne bedst kan understøttes i deres arbejde med cirkularitet fremover.

Analysen er baseret på en spørgeskemaundersøgelse, hvor 47 kommuner har deltaget, og hvoraf seks kommuner har deltaget i uddybende interviews. Deltagelsen i spørgeskemaundersøgelsen varier på tværs af landet, så 74 pct. af kommunerne i Region Midtjylland har deltaget, mens det gælder for 31 pct. af kommunerne i Region Hovedstaden.

Blandt resultaterne fra undersøgelsen er:

  • 70 pct. af kommunerne har erfaring med cirkularitet i byggeriet, men 82 pct. af kommunerne har erfaringerne fra mellem 1-5 projekter. 15 pct. af kommunerne har erfaring fra 6-10 projekter.
  • 28 pct. af kommunerne har afsluttede projekter, som har inkluderet cirkularitet. 36 pct. er i gang med deres første projekt der indeholder cirkularitet.
  • 60 pct. af de kommuner, der har erfaring med cirkularitet i byggeriet, har selv taget byggematerialer ud af eksisterende bygninger med henblik på genbrug. De materialer, som kommunerne har forsøgt at genbruge er mursten (36 pct.), træ (21 pct.), vinduer (10 pct.), tagsten (9 pct.) og døre (7 pct.).
  • de projekter, hvor kommunerne inkluderer cirkularitet, er ved opførelse af børnehaver (28 pct.), skoler (27 pct.) og kontorer (17 pct.). Her er det særligt selektiv nedrivning, og nogle har erfaring med etablering af materialelagre til deres næste projekt.

Erfaringer viser, at hvis der opbygges en stærk tillid i projektgruppen tidligt i projektet, blandt andet ved at introducere samarbejdsformer, der bygger på åbenhed og fleksibilitet, er der en øget chance for, at projekter lykkes.

De kommuner, som har erfaring med at genbruge byggematerialer, oplever generelt et større incita­ment for at søge potentialerne i at genbruge flere forskellige typer materialer.

Strategi, målsætninger og procedurer
Næsten halvdelen af kommunerne har ikke en strategi for cirkularitet i byggeriet og meget få kommuner har konkrete målsætninger (6 pct.) for nuværende eller fremtidige tiltag indenfor cirkularitet i byggeriet. Ligeledes har 91 pct. af kommunerne ikke faste procedurer for deres arbejde med cirkularitet i byggeriet og bland dem der har procedurer, er det mest indenfor udbuds- og tilbudsbetingelser.

Mere vidensdeling ønskes!
Mange kommuner ser det som deres opgave at have grundlæggende viden om cirkulært byggeri. Imidlertid viser både kvalitative og kvantitative undersøgelser, at kommunernes viden om cirkularitet i byggeriet generelt er lav. Mange kommuner mangler erfaring og viden inden for områder såsom selektiv nedrivning, udbudsskrivning og genbrugsmaterialers egenskaber, og de efterspørger vejledninger i forbindelse med ny lovgivning.

Rapporten anbefaler, at der deles mere viden om erfaringer med den praktiske anvendelse af genbrugte byggematerialer, eksempelvis i form af cases og vejledninger. Kompetenceudvikling kan ske ved at kommunerne hjælper hinanden.

Desuden er der behov for operationaliserings- og arbejdsdokumenter i forbindelse med lovgivning, for eksempel indenfor selektiv nedrivning. Formået med disse dokumenter er at lette kommunernes omstilling mod større cirkularitet.

Læs og se mere
Realdania og Transition, sept. 2024. Kortlægning af kommunernes indsats og strategier for den cirkulære omstilling af byggeriet.
Realdania, Webinar: Kortlægning af kommunernes indsats og strategier for den cirkulære omstilling af byggeriet.

Relaterede nyheder