Kommissionens forslag til gennemførselsretsakt om destruktion af usolgte forbrugerprodukter
Det følger af ecodesignforordningen, at store virksomheder årligt skal offentliggøre oplysninger om destruktion af usolgte forbrugerprodukter i det foregående regnskabsår, herunder om antal produkter, deres vægt, hvordan virksomheder har skaffet sig af med usolgte produkter og om virksomhedernes forebyggende foranstaltninger. Forbrugerprodukter omfatter ethvert produkt, bortset fra komponenter og mellemprodukter, der primært er beregnet til forbrugere. I henhold til forordningen skal Kommissionen vedtage en gennemførelsesretsakt, der fastlægger formatet, detaljeringsgraden af de ønskede informationer og hvordan oplysninger verificeres.
Formålet med informationsforpligtelsen er at forebygge destruktion af usolgte forbrugerprodukter og sikre mere viden om omfanget. Kommissionen fremhæver endvidere, at fælles retningslinjer ved udmøntning af informationsforpligtelsen skal mindske de administrative byrder for virksomheder. Forpligtelsen gælder for store virksomheder fra ecodesignforordningens ikrafttræden den 18. juli 2024 og for mellemstore virksomheder fra juli 2030, mens mikrovirksomheder og små virksomheder er undtaget.
Kommissionen har 13. august 2025 fremsendt forslag til gennemførelsesretsakt, der fastlægger de nærmere detaljer og formatet for virksomheders offentliggørelse af oplysninger om destruktion af usolgte forbrugerprodukter, som de er forpligtet til efter forordning af 13. juni 2024 om miljøvenligt design for bæredygtige produkter (ecodesignforordningen). Store virksomheder er efter forordningen forpligtet til årligt at offentliggøre oplysninger om usolgte forbrugerprodukter, der destrueres, årsagerne hertil samt forebyggende foranstaltninger. Mellemstore virksomheder er omfattet fra 19. juli 2030. Bestemmelsen finder ikke anvendelse på mikrovirksomheder og små virksomheder. Forslaget medfører, at de oplysninger, som virksomheder er forpligtet til at offentliggøre, skal offentliggøres i et ensartet format og detaljeringsniveau.
Forslaget sikrer klarhed hos virksomheder om, hvordan de efterlever forordningens krav til offentliggørelse, og Kommissionen vil få et bedre grundlag for at vurdere omfanget af destruktion af forbrugerprodukter i EU. Derudover vil forbrugerne få bedre grundlag for at sammenligne virksomheders praksis i forhold til destruktion af forbrugerprodukter.
Forslaget er sat til afstemning i Ecodesignkomiteen for Bæredygtige Produkter (C130300) den 16. september 2025, og den danske regering kan støtte forslaget.
Du kan læse forslaget fra ende til anden ved at trykke hér.