Kommissionens forslag til EUs 2040 CO2-mål og understøttende erhvervstiltag
Europa-Kommissionen har den 2. juli 2025 foreslået en ændring af EU's klimalov, der fastsætter et EU-klimamål for 2040 om en reduktion af nettodrivhusgasemissionerne på 90 % i forhold til 1990-niveauet. Forslaget bygger på EU's eksisterende juridisk bindende mål om at reducere nettodrivhusgasemissionerne med mindst 55 % senest i 2030 og - som Kommissionens pressemeddelelse skriver - forslaget fastsætter en mere pragmatisk og fleksibel måde at nå målet på med henblik på en dekarboniseret europæisk økonomi senest i 2050.
Forslaget udstikker en anden måde at nå 2040-målet end tidligere:
- Kan anvende internationale CO2-reduktionskreditter af høj kvalitet fra 2036 – max. 3 procentpoint
- Kan anvende indenlandsk permanent CO2-optag (industrielt CCS eller naturbaseret LULUCF) i EU's emissionshandelssystem (EU ETS)
- Større fleksibilitet på tværs af sektorer for at bidrage til at nå målene på en omkostningseffektiv og socialt retfærdig måde. Konkret kan dette give en medlemsstat mulighed for at kompensere for den kriseramte arealanvendelsessektor med en overopfyldelse med hensyn til at reducere emissionerne fra affald og transport.
Kommissionens forslag understreger betydningen af at fremskynde og styrke de rette grundforudsætninger for at støtte dette mål på 90 %. Disse omfatter en konkurrencedygtig europæisk industri, en retfærdig omstilling, der ikke lader nogen i stikken, og lige vilkår med vores internationale partnere.
Desuden fastsætter forslaget en klar ramme for vores klima- og energilovgivning efter 2030. Der vil blive taget hensyn til særlige nationale forhold. Omkostningseffektivitet, enkelhed og effektivitet vil være vejledende principper sammen med sikring af teknologisk neutralitet og en omstilling, der er retfærdig og rimelig for alle.
Gennemførelse af aftalen om ren industri med henblik på klimamålet for 2040
Kommissionen offentliggjorde samtidigt den 2. juli 2025 en meddelelse om de første forslag til en aftale om ren industri, som giver et overblik over den første bølge af gennemførte foranstaltninger under denne aftale, om fremskridtene og de resterende, udestående tiltag:
- En af de vigtigste resultater er statsstøtterammen for aftalen om ren industri, der blev vedtaget i sidste uge, for yderligere at støtte investeringer i omstillingen til ren energi
- Forenklingen af CO2-grænsetilpasningsmekanismen (CBAM) blev også vedtaget, idet 90 % af importørerne blev fritaget, hvilket mindskede bureaukratiet og sikrede en gnidningsløs gennemførelse.
- Som supplement til statsstøttereglerne og dagens meddelelse udsendte Kommissionen også henstillingen om skatteincitamenter for at tilskynde til investeringer i rene teknologier og industriel dekarbonisering gennem foranstaltninger såsom fremskyndede afskrivninger og skattefradrag.
- Den fremlagde også en henstilling og vejledende dokumenter med henblik på at optimere anvendelsen af nye EU-regler om vedvarende energi, der har til formål at udvide anvendelsen af vedvarende energi og reducere energiomkostningerne.
Kommissionens forslag om fastsættelse af et klimamål for 2040 vil nu blive forelagt Europa-Parlamentet og Rådet til drøftelse og vedtagelse efter den almindelige lovgivningsprocedure.
Læs Kommissionens pressemeddelelse “EU's klimalov præsenterer en ny måde at komme frem til 2040 på”, Q&A, lovforslag mv., fra den 2. juli 2025 her
Se evt. Kommissionens meddelelse “Delivering on the Clean Industrial Deal I” - og tilhørende dokumenter - fra den 2. juli 2025 her
Se evt. Kommissionens pressemeddelelse “Commission welcomes political agreement to simplify and strengthen the carbon border adjustment mechanism” fra den 18. juni 2025 her