Kommissionen udtaler sig om affaldsforbrænding

Op til 35% af det kommunale affald kan forbrændes, men overkapacitet skal undgås og affaldshierarkiet overholdes fuldt ud.

Det er nogle af de meldinger, der gives af EU-Kommissionen på følgende forespørgsel fra Roberta Metsola (Malta), som er medlem af EU-Parlamentet. Metsolas forespørgsel fra 11. juni 2020 lyder som følger:

I lyset af EU’s CØ-handlingsplan om at halvere restaffald fra kommunalt affald senest i 2030, det tekniske bilag til taksonomirapporten fra den tekniske ekspertgruppe (TEG) om bæredygtig finansiering og Kommissionens meddelelse fra januar 2017 om affald-til-energi’s rolle i den cirkulære økonomi:

  1. Hvilket tilsyn har Kommissionen med opførelsen af nye affald-til-energi anlæg i EU?
  2. Kan medlemsstaterne fortsat anvende EU-midler til at opføre forbrændingsanlæg eller affald-til-energi anlæg?
  3. Kan Kommissionen skabe klarhed om, hvorvidt opførelsen af et forbrændingsanlæg eller et affalds-til-energi anlæg er i overensstemmelse med de nuværende mål for den cirkulære økonomi?

Hertil svarer Mr. Sinkevičius på vegne af EU-Kommissionen den 7. august 2020 følgende:
Valget af affaldshåndteringsanlæg ligger hos medlemsstaterne. I henhold til artikel 33, stk. 1, i direktiv 2008/98/EF om affald, underretter medlemsstaterne Kommissionen om de affaldshåndteringsplaner, der bl.a. indbefatter EU's medfinansiering af forbrændingsanlæg og andre affald-til-energi anlæg, som er underlagt de relevante kriterier, der gælder for hvert af de pågældende finansieringsinstrumenter.

Hvad angår planperioden 2021-2027, har Kommissionen foreslået indført specifikke kriterier for støtteberettigelse. Den reviderede EU-affaldslovgivning, der blev vedtaget i 2018, kræver, at medlemsstaterne senest i 2035 skal genanvende 65 % af deres kommunale affald og ikke deponere mere end 10 %. Op til 35 % af det kommunale affald kan derfor i teorien anvendes til energifremstilling.

I overensstemmelse med Kommissionens meddelelse om affald-til-energi anlægs rolle i den cirkulære økonomi kan affald-til-energi kapacitet, herunder forbrænding, give en passende håndteringsbehandling af ikke-genanvendeligt restaffald, der dermed undgår deponering. Medlemsstaterne bør dog sikre, at ny kapacitet overvejes i begrænsede og velbegrundede tilfælde, hvor der ikke er risiko for overkapacitet, og affaldshierarkiets mål overholdes fuldt ud.

Ovenstående spørgsmål og svar er hentet fra EU's nyhedstjeneste og gengivet i DAKOFAs oversættelse.

Relaterede nyheder