Kommende EU-krav til cement- og betonbranchen
03. maj 2024

Kommende EU-krav til cement- og betonbranchen

Miljøkrav til byggevarer om hvordan de bliver designet, produceret og emballeret; udfasning af gratis CO2-kvoter; mere lige konkurrence med producenter udenfor EU; samt krav til miljømæssigt bæredygtige investeringer

Rådet for Grøn Omstilling har udgivet et notat, der en del af en større indsats, der sigter mod at fremme cirkularitet i cement- og betonbranchen. Notatet er finansieret af Realdania.

Notatet ser på fire EU-reguleringer, der vurderes at have den største effekt på branchen:

  1. Byggevareforordningen (kompromistekst vedtaget af Europa-Parlamentet den 10. april 2024, Rådet skal godkende)
  2. EU's system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner
  3. Forordning om indførelse af en kulstofgrænsetilpasningsmekanisme (Carbon Border Adjustment Mechanism)
  4. EU Taksonomien for bæredygtige investeringer

I notatet er der en tidslinje for implementeringen af væsentlige elementer i de fire reguleringer.

Byggevareforordningen
Producenterne skal oplyse om deres produkters aftryk på en række fastsatte klima- og miljøparametre, som indfases frem imod 2030. Der vil blive fastlagt obligatoriske metoder for, hvordan en byggevares miljømæssige bæredygtighed skal vurderes. Det er også muligt, at der for cement- og betonprodukter bliver fastsat obligatoriske ydeevne klasser eller grænseværdier.

Byggevarer skal overholde en række miljøkrav i forhold til, hvordan de bliver designet, produceret og emballeret. De endelige miljøkrav vil blive fastsat per produktgruppe i delegerede retsakter. Produktkravene kan, alt efter hvad der er relevant for de varer, de dækker, præcisere, at et eller flere af følgende miljøforhold håndteres (jf. artikel 7 og bilag III):

  • holdbarhed skal være så lang som mulig
  • CO2-udledningen skal minimeres i et livscyklusperspektiv
  • der skal bruges sikre, sustainable-by-design og miljøvenlige stoffer i produktionen af byggevarer
  • skal kunne repareres og genanvendes
  • skal så vidt muligt produceres af genbrugte, genanvendte og bi-produkter
  • skal designes mhp. reparation, renovering, genbrug og genanvendelse
  • producenter som minimum skal stille reservedele til rådighed i 10 år efter det sidste produkt er blevet bragt i omsætning
  • muligt at returnere ubrugte byggevarer til producenten, for at forhindre destruktion af usolgte varer
  • skal have en vis ressourceeffektivitet
  • skal overholde et vis energiforbrug og -effektivitet
  • skal produceres med henblik på modularitet
  • materialer skal være bæredygtigt indkøbt
  • emballering skal minimeres i forhold til produkt-til-emballeringsforholdet
  • andelen af genereret affald, særligt farligt affald.

Hvis der ikke er fastsat tilstrækkelige krav mht. ydeevne og information om de miljømæssige påvirkninger fra cement i byggevareforordningen, så vil Kommissionen fastsætte krav til miljøvenligt design for cement tidligst den 31. december 2028 og senest 1. januar 2030, jf. Forordning om miljøvenligt design for bæredygtige produkter.

Betonelementer, der genbruges direkte i bygge- eller anlægsarbejde er undtaget fra kravene i Byggevareforordningen. Det samme gælder ikke for andre genbrugte byggevarer. Hvis man sælger betonelementer til genbrug, skal man dog sikre, at en række forhold er opfyldt. Mht. oplysninger om klima- og miljøpåvirkninger fra genbrugte byggevarer er det valgt, at miljøpåvirkningerne fra før byggevaren blev afmonteret ikke skal inkluderes. I notatet hedder det, at det vil understøtte en efterspørgsel på både genbrugte betonelementer og beton med genanvendt tilslag.

Der skal etableres et system med et digitalt produktpas, som ligger tæt op ad produktpasset i forordningen om miljøvenligt design. Produktinformation skal være tilgængelig i en fælles digital database. Det vil bl.a. betyde, at cement- og betonbranchen skal oplyse om den estimerede gennemsnits- eller minimumslevetid, gældende obligatoriske miljøkrav, samt anbefalinger i forhold til genbrug, genfremstilling og genanvendelse af betonelementer. Der er endnu ikke fastsat et tidspunkt for, hvornår produktpasset skal være implementeret.

Kommissionen vil vedtage delegerede retsakter for at præcisere de obligatoriske minimumskrav til miljømæssig bæredygtighed for byggevarer i forbindelse med grønne offentlige indkøb. Det betyder, at en offentlig indkøber er forpligtet til at følge disse minimumskrav.

EU's system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner og Forordning om Carbon Border Adjustment Mechanism (CBAM)
EU's CO2-kvotesystem sætter rammerne for produktionen af energiintensive produkter i EU, og CBAM skal fastsætte rammerne for importerede energiintensive produkter, produceret udenfor EU.

EU har allokeret gratis CO2-kvoter til energi-intensive industrier, som fx cementindustrien. Med en reform af systemet sigter Kommissionen på at få lige vilkår for energiintensive produkter som cement og stål produceret i og udenfor EU. Uddelingen af de gratis kvoter forventes gradvist udfaset fra 2026 og frem til 2034, og virksomhederne vil så skulle købe de kvoter, de har behov for.

CBAM omfatter p.t. cement, jern, stål, gødningsstoffer, aluminium, brint og elektricitet, men flere produkter kan blive omfattet senere. Når CBAM implementeres helt i 2026, skal importørerne betale for en del af CO2-udledningen. Cement fra Norge og Schweiz er dog undtaget.

EU Taksonomi
EU-taksonomien er et klassifikationssystem, der beskriver kravene til miljømæssigt bæredygtige økonomiske investeringer. Taksonomien stiller krav til både nybyggeri, renovering og nedrivning af bygninger – en del af dem er beskrevet i tidligere Dakofa-nyheder.

For cement og beton i nybyggeri gælder:

  • Mindst 90 pct. af alt ikke-farligt affald genbruges eller genanvendes
  • I de tilfælde, hvor betonen udgør en af de tre tungeste materialekategorier i byggeriet, skal mindst 30 pct. bestå af genanvendt materiale
  • Byggeriet er designet med henblik på at understøtte cirkularitet, herunder med fokus på tilpasningsevne og dekonstruktion
  • I de tilfælde, hvor stål udgør en af de tre tungeste materialekategorier i byggeriet, skal armeringen bestå af mindst 70 pct. genanvendt materiale.

Læs og se mere
Børsen, 29. april 2024, “EU-krav bliver en kæmpe cirkulær gamechanger for cement- og betonbran­chen”.
RGO, 30. april 2024, EU’s kommende krav - en cirkulær gamechanger for cement- og betonbranchen.
Social- og Boligstyrelsen fortæller om byggevareforordningen og bygningsdirektivet: VCBK webinar om byggevareforordningen og bygningsdirektivet 2024.
Dakofa, 13. dec. 2023, Aftale om Byggevareforordningen er på plads.
Dakofa, 25. april 2024, Europa-Parlamentet har vedtaget Ecodesign-forordningen.
Dakofa, 17. marts 2023, EU Taksonomi om nedrivning af bygninger.
Dakofa, 15. marts 2023, Taksonomi for nybyggeri: Krav kan være svære at nå.

Relaterede nyheder