Kinesiske virksomheder i producentansvarsregisteret for emballage

En nyhed på Miljøstyrelsens hjemmeside viser, at over 100 kinesiske virksomheder nu har tilmeldt sig det danske producentansvarsregister.

Det betyder, at kinesiske virksomheder i stigende grad begynder at påtage sig det økonomiske ansvar for affaldshåndteringen af de mange produkter – og den tilhørende emballage – som de dagligt sender på det danske marked.

For godt fire måneder siden indledte Miljøstyrelsen en kampagne med fokus på regelefterlevelse, særligt rettet mod kinesiske virksomheder, der sælger produkter via onlineplatforme som Temu og Alibaba. Det foreløbige resultat er, at 109 kinesiske virksomheder nu er registreret i det danske producentansvarsregister.

Ifølge styrelsen er antallet af tilmeldte virksomheder støt stigende siden kampagnens start. Før kampagnen var kun tre kinesiske virksomheder registreret.

Miljøstyrelsen oplyser, at de vil fortsætte den tætte opfølgning over for både virksomhederne og salgsplatformene, da vurderingen er, at mange kinesiske virksomheder endnu ikke har opfyldt registreringspligten.

Læs mere:
Du kan læse hele nyheden på Miljøstyrelsens hjemmeside

Relaterede nyheder