Kemisk genanvendelse kan reducere klimagasudledningerne
Dette fremgår af en rapport, der er initieret af CEFIC (The European Chemical Industry Council). Rapporten kan ses i relation til den verserende debat om kemisk genanvendelse af plast (se bl.a. DAKOFAs nyhed om EU-Kommissionens udmelding om kemisk genanvendelse af plast hér).
Udgangspunktet for rapporten er, at en af de primære udfordringer, når det handler om affaldshåndtering og klimagasudledninger, er vores nuværende håndtering af plastaffald. Genanvendelsesraterne er for lave og alt for store mængder plastaffald ender i affaldsforbrændingsanlæg, hvor store mængder CO2 frigøres.
I dag behandles en del plastaffald allerede i mekaniske genanvendelsesanlæg, men ikke al plast kan genanvendes mekanisk. Den forurenede eller blandede plast kan være for kompleks for de mekaniske anlæg, hvilket resulterer i, at der fortsat er store mængder indsamlet plast, som ender til forbrænding, deponi eller i værste fald i miljøet. Det er her, at den kemiske løsning kan blive relevant og ifølge et af de undersøgte studier vil en kombination af de to metoder kunne recirkulere helt op til 62% af den samlede produktion i 2050. Ifølge studiet vil plast på den måde kunne blive lige så cirkulært som eksempelvis stål og aluminium.
Rapporten, der bygger på en vurdering af resultaterne fra fire tidligere publicerede analyser af kemisk plastgenanvendelse, viser også, at den kemiske genanvendelse generelt har en positiv klimaeffekt. Mere specifikt har man med udgangspunkt i en værdikædebetragtning undersøgt ”klimagas-balancen” for kemisk genanvendelse, sammenlignet med andre former for behandling. De undersøgte studier viser, at den kemiske genanvendelse kan være med til at reducere de samlede klimagasudledninger – både i produktionsfasen samt i affaldsbehandlingsleddet. I analysen påpeges det derfor, at kemisk genanvendelse forventes at kunne spille en vigtig rolle i en fremtidig cirkulær plastøkonomi.
Analysen peger mere generelt også på, at der fortsat er behov for flere data og mere analyse i forhold til at blive klogere på de kemiske løsninger. Teknologierne er stadig under udvikling og det kan derfor være svært at sammenligne de nuværende resultater.
Læs mere
Da kan finde hele rapporten ”Chemical Recycling: Greenhouse gas emission reduction potential of an emerging waste management route” her.