Kemisk genanvendelse af plast
En brochure om kemisk genanvendelse af plast er udgivet af Holland Circular Hotspot, der er en offentlig-privat koalition, som bl.a. arbejder for at fremskynde overgangen til en cirkulær og klimaneutral økonomi inden for planetens grænser.
Kemisk genanvendelse af plastaffald refererer til en proces, hvor polymerkæderne omdannes til oligomerer, monomerer eller andre basiskemikalier (såsom kulilte, kuldioxid, metan og brint) før der sker en yderligere forarbejdning til monomerer/polymerer. Det omfatter ikke energigenvinding og forbrænding. Kemisk genanvendelse kan opdeles i kemisk depolymerisation (solvolyse) og termokemisk genanvendelse (pyrolyse og forgasning). Opløsning er officielt klassificeret under mekanisk genanvendelse og er en opløsningsmiddelbaseret rensning.
Forsyningen af vedvarende kulstof, der er nødvendig for at gennemføre en overgang til nye råmaterialer, kan kun komme fra tre kilder: biomasse, CO₂-udnyttelse (Carbon Capture and Utilisation) og genanvendelse af kulstofbaserede materialer (som plastaffald).
Nye teknologier under udvikling
Foruden de allerede kendte teknologier, arbejder forskere på at udvikle nye teknologier, der opererer ved temperaturer mellem pyrolyse og forgasning med en begrænset mængde ilt. Disse teknologier muliggør omdannelsen af plastaffald til enten monomerer eller en blanding af benzen, toluen og xylener (BTX). For eksempel omdanner Synova plastaffald til polyolefiner, mens BioBTX gør det fra både plastaffald og biomasse til BTX. Begge teknologier kan håndtere mere forurenede affaldsstrømme sammenlignet med pyrolyse og tilbyder en højere merværdi af output sammenlignet med syntesegas. Demoplant for BioBTX er et anlæg, der forventes at være klar i 2024, mens Synova’s demoanlæg i øjeblikket er på investeringsstadiet.
Opløsning er en teknologi, der tilføjer værdi til adskillelse og genanvendelse af polymerer, tilsætningsstoffer eller forurenende stoffer, som traditionel mekanisk genanvendelse ikke kan adskille. En række pilotprojekter er allerede godt fremskredne: Fraunhofers CreaSolv®-proces bliver videreudviklet af CreaCycle GMBH i Tyskland, og deres polystyren (PS) Loop-projekt i Holland til genanvendelse af ekspanderet polystyren (EPS), både polymer og bromerede flammehæmmere. Obbotec udvikler en SPEX-teknologi til genanvendelse af polyethylen (LDPE og HDPE) og polypropylen (PP). Tyske APK udvikler en Newcycling® (!) teknologi til at producere rent granulat med egenskaber, der ligner ny plast, fra komplekse affaldsstrømme, f.eks. blandet plastaffald og flerlags emballage.
Køreplan og samarbejde i værdikæden
Holland har bl.a. etableret en national platform for kemisk genanvendelse med en skræddersyet politisk og lovgivningsmæssig ramme samt aktiv involvering af forskellige institutionelle interessenter. Platformen har igangsat programmet Circular Plastics NL, som er et offentlig-privat partnerskabsprogram over 8 år med et budget på 220 millioner euro (ca. 1,6 mia. kr.), der vil blive fordoblet af interessenter.
Holland Circular Hotspot har udarbejdet en Køreplan for kemisk genanvendelse af plast i 2030 (på hollandsk) med indsatser i opstartsfase (2020), halvvejs og for 2030. I 2025 er det et mål, at der er en genanvendelseskapacitet på 500.000 ton og at den i 2030 er øget til 1-1,15 mio. ton.
Circular Biobased Delta (CBBD) har etableret et kemisk genanvendelsesnetværk for virksomheder i den kemiske industri, der arbejder med biomasse og plastaffald, for at fremme samarbejde, vidensdeling og teknologiske opdateringer. Medlemskredsen er på 20 SMV'er og store virksomheder, og netværket støtter iværksættere i at udforske og udvide deres tilstedeværelse i den hastigt voksende kemiske genanvendelsesindustri.
EU sigter mod at blive klimaneutral inden 2050, mens Holland har sat et mål om at opnå cirkularitet samme år (den globale cirkularitet er 7,2 pct. og 4 pct. i Danmark, jf. Circularity Gap Report 2023). Desuden planlægger Holland at reducere forbruget af primære råmaterialer som mineraler, fossiler og metaller med 50 pct. inden 2030.
Læs mere
Holland Circular Hotspot, Chemical Recycling in circular perspective.