Internationale retningslinjer for plastgenanvendelse

Med henblik på at øge kvaliteten skal en ny vejledning for de primære plaststrømme strømline mængderne til genanvendelse.

Den europæiske organisation Plastic Recyclers Europe, som repræsenterer mere end 120 genanvendelsesaktører fra hele EU, arbejder bl.a. på at øge kvaliteten i plastgenanvendelsen. Ifølge organisationen vil en øget kvalitet af indsamlet og sorteret plast kræve, at vurderingen af plastaffald skal blive langt mere ensartet og omfattende på tværs af alle de europæiske medlemsstater. Organisationen har derfor netop lanceret en vejledning, der skal identificere de relevante krav for genanvendernes input, med henblik på at sikre en mere effektiv og bæredygtig håndtering af affaldsplast på tværs af unionens medlemsstater.

Vejledningen er egentlig en opdateret og udvidet udgave af en tidligere vejledning, der var blevet udgivet af samme organisation. Den nye version, som er udarbejdet på baggrund af ekspertise fra organisationens genanvendelsesvirksomheder, dækker nu de største strømme i Europa og tager udgangspunkt i det nuværende marked for efterspørgsel efter genanvendt plast.

Fokus på de største strømme
Vejledningen fokuserer på PE- og PP-folier, PE-HD beholdere, hård PP, PS-emballage, hård og blød PVC, WEEE og udtjente køretøjer samt klar, klar-blå, lys blå og farvet PET. Ved at tage fat på disse udvalgte strømme er det tanken, at man kan bevare materialernes værdi så meget som muligt og på den måde også højne effektiviteten kvaliteten i genanvendelsen. Vejledningen kan samtidig anvendes til at udarbejde indsamlingssystemer, der understøtter indsamling af plasten.

De nye forslag til karakterisering af input specificerer de vigtigste elementer, der kan være med til at bestemme typen, oprindelsen og karakteristika for det sorterede affald, niveauer af urenheder samt information om transportør og leverandør. Denne viden kan anvendes af både af sorteringsenheder og genanvendelsesfaciliteter til både at kontrollere leverandørernes pålidelighed og, sammen med de kontraktmæssigt aftalte specifikationer, til at karakterisere ballernes indhold. Derudover kan de fungere som et benchmark for information i processen med at kontrollere ballernes kvalitet.

Brug dem!
Alle relevante aktører anbefales nu at anvende de nye retningslinjer, idet successen naturligvis i første omgang afhænger af, i hvor høj grad de anvendes af de relevante aktører. Desuden opfordres alle brugere af retningslinjerne, såvel som øvrige interessenter, til at give feedback således, at de løbende kan forbedres og tilpasses industriens reelle behov.

Læs mere
Du kan finde retningslinjerne på Plastic Recyclers Europes hjemmeside her.

Relaterede nyheder