International WEEE-dag den 14. oktober

Der skal gøres op med pulterkammereffekten, da vi er for gode til at gemme henlagte elektronikprodukter. Potentialerne for at sikre de sekundære ressourcer er enorme.

I Danmark har vi et af de højeste elektronikforbrug i verden. Det høje forbrug betyder, at vi også smider enorme mængder elektronik ud hvert år. Vi gør derfor vores til, at FN forventer, at der i 2030 vil være 82 mia. kg elektronikaffald om året på globalt plan. Denne store ressourceudfordring repræsenterer også et betydeligt potentiale, for rigtig meget elektronik kan genbruges, og stort set alle materialerne kan genanvendes. D. 14. oktober er det ’International E-Waste Day’, hvor man motiverer til, at vi tømmer skufferne, og afleverer det gamle elektronik på genbrugspladsen.

Ifølge FN’s General E-Waste Monitor blev der generet 62 mia. kg elektronikaffald i 2022, og det ventes at stige til 82 mia. kg i 2030. Alene i 2022 indeholdt elektronikaffaldet 4 mia. kg metaller, der er klassificerede som værende kritiske råmaterialer.

Desværre vokser mængden af elektronikaffald fem gange hurtigere end mængden af elektronik, der genanvendes eller genbruges. Det enorme elektronikforbrug kombineret med manglende genbrug af produkter eller genanvendelse af materialer er en stor udfordring – ikke mindst her i Danmark, hvor vi i gennemsnit smider 24,8 kg elektronikaffald pr. indbygger ud om året, hvilket er 40% mere end EU-gennemsnittet og 210% højere end det globale gennemsnit.

I forbindelse med FN's WEEE-dag har Elretur forberedt en kampagne for at gøre danskerne opmærksomme på de store mængder "gemte" ressourcer:

”Der er et betydeligt overforbrug og ressourcespild, og det udgør en trussel for vores fælles fremtid. Den gode nyhed er, at vi kan gøre noget ved det. Vi kan få vores elektronik til at holde længere i stedet for hele tiden at købe nyt, og vi kan prioritere at købe genbrugsprodukter, når vi har muligheden for det. Nu og her er det meget vigtigt, at vi sorterer vores elektronikaffald korrekt, så det kan blive genbrugt eller genanvendt så hurtigt som muligt. Får vi indarbejdet disse adfærdsmønstre i vores hverdag, kan vi nedbringe og måske på sigt helt eliminere den afgrundsdybe kløft, der i øjeblikket er mellem forbrug og tilgængelige naturressourcer,” siger Morten Harboe-Jepsen, direktør i Elretur.

14. oktober er international indsamlingsdag for elektronikaffald
For at sætte fokus på problemstillingen og minde om, at elektronikaffald skal sorteres og indsamles, så det kan håndteres korrekt, afholdes der hvert år d. 14. oktober ’International E-Waste Day (IEWD)’.
Temaet for IEWD 2024 er ”Retrieve, Recycle & Revive” (Indsaml, Genbrug & Genopliv). Bag IEWD står WEEE Forum og dets medlemmer, herunder Elretur, som alle er non-profit organisationer, der håndterer producentansvar på vegne af virksomheder i hele Europa.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at over halvdelen af danskerne lader den gamle telefon ligge i skuffen, når de køber en ny. Det samme gør 40% med deres gamle tablet. Samtidig er det kun henholdsvis 17% og 19%, der afleverer deres telefon eller tablet til genbrug og genanvendelse.

I europæiske husholdninger er der i gennemsnit 74 elektronikprodukter (lamper ikke inkluderet), og der ligger sammenlagt 700 mio. funktionelle telefoner gemt og måske glemt i skufferne. En stor barriere for at aflevere gammel elektronik er, at produkterne kan indeholde private oplysninger, som man ikke vil have, at uvedkommende får adgang til.

En undersøgelse fra Danmarks Statistik fra 2024 viser, at vi er lidt for gode til at gemme gammel elektronik i skufferne, og at vi kan blive langt bedre til at sortere vores elektronikaffald:

• Mere end 50% gemmer deres gamle mobiltelefon, når de får en ny
• 40% har stadig deres gamle bærbare pc
• 40% af tablets samler støv i skufferne
• 16% gemmer deres brugte stationære computer
• 17 % sorterer deres gamle telefon til elektronisk affald/genbrug
• 19% gør det med den brugte bærbare/tablet
• 25% gør det med den gamle stationære computer


Du kan læse hele materialet fra Elretur vedrørende FN's WEEE-dag ved at trykke hér.

Relaterede nyheder