Indspark til et udvidet producentansvar for tekstiler
Fonden anser EPR som er et afgørende politisk værktøj til at sikre, at kasserede tekstiler indsamles og sættes tilbage i omløb - i stor skala. Det fremgår af rapporten, at i dag udgør genbrugstekstiler gennemsnitligt omkring 60% i de europæiske sorteringscentraler, hvilket sikre den positive økonomi i systemet. Da andelen af affald forventes at stige, i takt med udrulningen af blandt andet det obligatoriske indsamlingskrav i EU fra 1. januar 2025 samt med en stigende tendens til online handel med genbrugstøj forbrugerne i mellem, har man set på, hvor langt sorteringscentralerne skal ned i andelen af genbrugstøj, før systemet ikke længere er rentabelt. Baseret på aktuelle markedspriser for sorterede tekstiler, skal genbrugsdelen ikke være lavere en 45% af den totale mængde, før forretningsmodellen ikke holder. På denne baggrund anses det for vigtigt, at der tilføres finansiering til systemet, der kan sikre den nødvendige kapital til håndteringen af den stigende mængde tekstilaffald fremover.
I rapporten fokuseres der på det globale flow af tekstiler, og i denne sammenhæng anses det for væsentligt, at der opbygges et på fælles sprog og pålidelige data, da dette, ifølge rapporten, udgør betydelige barrierer for investeringer. De peger på, at kun ved at få adgang til standardiserede og pålidelige data kan der opnås viden og ske en kortlægning af de globale materialestrømme for tekstiler, herunder bortskaffelsesveje og de tilhørende sociale, økonomiske og miljømæssige påvirkninger. Disse data anses for værende afgørende for at udføre markedsundersøgelser og estimere mulighederne for at investere i cirkulære tiltag for tekstiler, og i opbygningen af den nødvendige infrastruktur for tekstiler i affaldsfasen.
Det fremhæves, at der er brug for fælles definitioner af hvad er er "affald" versus "produkt", og at dette er afgørende skridt for at opnå et system for tekstiler på globalt plan. I dag varierer nationale og regionale definitioner for "tekstiler" og "tekstilaffald" meget. En forudsætning for at kunne etablere et effektivt obligatorisk EPR-system for tekstiler er klart at kunne skelne mellem, hvad der er affald, og hvad der er et produkt. Harmonisering og forenkling af globale definitioner og anvendelser heraf vigtigt for klart at kunne afgrænse, hvor EPR-forpligtelserne begynder og slutter.
Det fremgår, at en del af de kasserede tekstiler i dag rejser verden rundt efter indsamling og sortering, med ringe klarhed om, hvorvidt de er klassificeret som affald eller produkt. For eksempel betragtes separat indsamling af kasserede tekstiler i nogle lande officielt som affald, men kan så efter sortering opnå produktstatus igen. I andre lande betragtes særskilt indsamlede tekstiler ikke som affald og forbliver derfor altid et produkt. Klassificering som "affald" har vigtige administrative konsekvenser, hvilket indebærer et komplekst sæt af juridiske forpligtelser, der er forskellige i de forskellige juridiske områder af verden. Rapporten peger på, at det er afgørende at re-designe og fuldt ud mobilisere eksisterende internationale aftaler om affald for at skabe de rette betingelser for den cirkulære økonomis omstilling. Der peges ligeledes på, at de igangværende forhandlinger om en juridisk bindende international plasttraktat kan have en stor indflydelse på udviklingen af tekstilaffaldspolitikker.
Det fremhæves, at EPR ikke automatisk fører til en cirkulær økonomi - men at ambitiøse mål kan bidrage hertil. Hvor EPR-ordninger allerede er i gang, kan det overvejes at differentiere mål på tværs af produktgrupper. EPR-ordningerne bør ligeledes ledsages af mål på minimumsandelen af genbrugstekstiler, der skal holdes i omløb på lokale (eller regionale) genbrugsmarkeder. Derudover bør EPR-mål afspejle en klar prioritet for genanvendelse af tekstil-til-tekstil frem for downcycling, og kaskadeanvendelse til applikationer med en lavere værdi. Dette er afgørende, for at hjælpe med at afkoble produktionen fra brugen af jomfruelige ressourcer, og for at sende et efterspørgselssignal efter løsninger, der medfører let adskillelse og genanvendelighed ved design. For yderligere at understøtte denne prioritet i praksis, bør der investeres i innovative sorteringsoperationer, der er i stand til at adskille materialer på en omkostningseffektiv måde, og i genanvendelsesprocesser for blandede tekstiler.
Ifølge rapporten er EPR-systemerne, i sin nuværende form, ufuldstændige, da producentansvaret stopper ved eksportstedet. Når produkter eksporteres til genbrug, overføres byrden af den fremtidige eventuelle affaldshåndtering, uden tilsvarende overførsel af økonomisk eller teknisk support. Dette sker, da EPR-systemerne generelt er bundet til det juridiske område, hvor de er implementeret. For at opnå en cirkulær økonomi på globalt plan bør ideen om at udvide EPR ud over denne juridiske grænse, ifølge rapporten, undersøges yderligere.
Læs mere her
Du kan læse he le rapporten her på Ellen MacArthurs Foundations hjemmeside, hvor du nederst på siden har mulighed for downloade rapporten.