I 2021 udbyder MUDP 140 mio. kr.
MUDP-bestyrelsen ønsker i år at understøtte større og mere strategiske satsninger og ser gerne ansøgninger til udviklings-, test- og demonstrationsprojekter i størrelsesorden 5-10 mio. kr. i tilskud. Det er dog også muligt at søge om tilskud til mindre projekter.
Som noget nyt tilbydes, at små og mellemstore virksomheder kan søge støtte i et særligt forløb til mindre forprojekter og til verifikation af miljøteknologier. Bestyrelsen har reserveret ca. 7,5 mio. kr. til disse projekter, hvor ansøgerne kan forvente svar allerede inden sommerferien.
Endelig er de såkaldte fyrtårnsprojekter fortsat et vigtigt indsatsområde. Det er projekter, som demonstrerer nye miljøteknologiske løsninger i fuld skala. Bestyrelsen ser frem til at modtage gode fyrtårnsansøgninger, der kan fungere som udstillingsvindue for nye teknologier.
Fokus på cirkulær økonomi og genanvendelse
Som nævnt er der bl.a. i år særligt fokus på miljøteknologiske løsninger, som styrker cirkulære processer inden for affaldshåndtering, forebyggelse af affaldsproduktion og cirkulært produktdesign. Det kan f.eks. være miljøteknologiske løsninger, der forlænger produkternes levetid, reducerer ressourceforbrug i produktionen og forbrug, samt øger anvendelse og efterspørgsel af genindvundne materialer ved fremstillingen af nye produkter.
Der er desuden fokus på teknologier, som kan øge genanvendelsen f.eks. af emballage, plast, tekstiler, bygge- og kompositmaterialer, solcellepaneler, elektronik samt af rest- og sidestrømme fra produktionsvirksomheder f.eks. fødevaresektoren.
Vi har også fokus på miljøteknologiske løsninger, der substituerer skadelige kemikalier, som f.eks. kan forhindre genanvendelse af produkter samt udvikling af bionedbrydelige produkter, der nedbrydes under danske forhold. Derudover er der fokus på teknologier, som gør det muligt at genbruge mere.
Endeligt ønskes der miljøteknologier og -løsninger, som kan reducere forurening af naturen med plastaffald og mikroplast samt miljøteknologier, der kan komme med løsninger på affaldsproblemer arvet fra fortiden i form af deponier af farlige stoffer f.eks. ved at udvikle nye metoder til oprensning af jordforureninger.
Frister:
- For udviklings-, test- og demonstrationsprojekt er ansøgningsfristen d. 5. maj 2021 kl. 12.00. (svar forventes i oktober).
- For fyrtårnsprojekter er ansøgningsfristen d.23. august 2021 kl. 12.00 (svar forventes i november). Der er mulighed for at fremlægge sin fyrtårnsidé mundtligt og få sparring på den ved et online pitchmøde. Fristen for indsendelse af idé er d. 10 marts 2021 kl.12.00 (Pitchmødet forventes afholdt via Skype i uge 12)
- For verifikation af miljøeffektive teknologier er ansøgningsfristen d. 5. maj 2021 kl. 12.00. (Forventet svar juni).
- For forprojekter er fristen d. 5. maj 2021 kl. 12.00.(Forventet svar juni).
Baggrundsmateriale:
Læs mere om mulighederne for at søge her på på Ecoinnovation. dk.