Hvordan påvirker EU's konkurrenceregler affaldssektoren - og er en CO2-afgift lovlig?
På spørgsmål fra Theresa Scavenius (alt), som lyder: "Kan ministeren redegøre for, hvordan EU's konkurrenceregler vil påvirke affaldssektoren efter en liberalisering? Og vil ministeren redegøre for, hvorvidt en evt. kommende CO2-afgift for affaldssektoren vil være lovlig i forhold EU’s konkurrenceregler?"
har Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard svaret følgende:
"Lovforslaget om "Ny organisering af affaldsforbrændingssektoren" er en implementering af afsnit 5 i Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi fra 2020, hvor det bl.a. er aftalt at konkurrenceudsætte behandlingen af husholdningernes forbrændingsegnede affald.
Der gøres indledningsvist opmærksom på, at affaldssektoren skal overholde EU’s konkurrenceregler både under nuværende regulering samt ved en ny organisering af affaldsforbrændingssektoren.
Der indføres med lovforslaget en pligt for kommunerne til at udbyde, og til inden den 1. juli 2025 at indgå aftale om, behandlingen af det forbrændingsegnede affald, der er omfattet af en kommunal indsamlingsordning.
Med lovforslaget lægges op til, at kommuners udbud vil skulle følge de generelle udbudsregler, dvs. udbudsloven, og regler udstedt i medfør heraf. Dette omfatter direktiv 2014/25/EU, der sikrer øget konkurrence ved offentlige udbud foretaget af enheder inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester.
I lovforslaget lægges der op til, at Forsyningstilsynet skal udarbejde understøttende materiale og konkurrencefremmende tiltag til brug for afholdelse af udbud. Det understøttende materiale vil være vejledningsmateriale."
Ministeren svarer endvidere:
"For så vidt angående om den kommende CO2-afgift vil være lovlig i forhold til EU’s konkurrenceregler, oplyser Skatteministeriet, at implementering af Aftale om grøn skattereform for industri mv. (2022), herunder af en CO2-afgift, vil ske i overensstemmelse med de EU-retlige regler, herunder konkurrencereglerne, og at Skatteministeriet er i dialog med EU-Kommissionen for at sikre dette."
Du kan eventuelt selv læse det fulde spørgsmål og svar på Folketingets hjemmeside ved at trykke hér.
Du kan desuden læse DAKOFAs nyhed om L115, hvor Forsyningstilsynets udbudsvejledning ligeledes bliver nævnt, ved at trykke hér.