Hvordan når Danmark affaldsdirektivets genanvendelsesmål?
Som bekendt skal EU-landene fremover kun opgøre den reelle genanvendelse, hvor blandt andet tab i sorteringsprocessen trækkes fra, når genanvendelsesprocenten opgøres. EU-landene skal i 2025 reelt genanvende 55%, i 2030 60% og i 2035 hele 65% af husholdningsaffaldet og husholdningslignende affald fra andre kilder.
Hvordan når vi disse mål, og hvor ligger Danmark i dag?
Af udkastet til den nye plan fremgår det, at ser man på de seneste tal fra 2018 estimeres det, at den reelle genanvendelse i 2018 lå på 42% for husholdningsaffald og lignende affald, for husholdningsaffald (ekskl. have- og byggeaffald) på 30% og for haveaffald fra husholdninger på ca. 75%.
I planen opstilles såkaldte pejlemærker, som skal bringe Danmark i mål i 2025. Disse pejlemærker er følgende:
- 50% reel genanvendelse af husholdningsaffald (ekskl. have- og byggeaffald)
- 55% reel genanvendelse af husholdningslignende erhvervsaffald
- 75% reel genanvendelse af haveaffald fra husholdninger
Altså estimeres det, at Danmark i 2018 lå ca. 20%-point fra pejlemærket for reel genanvendelse af husholdningsaffald (ekskl. have- og byggeaffald) i 2025. Ser man på 2020 og 2035 fastslås det, at denne procent som minimum skal stige til 55% i 2030 og 60% i 2035 – altså en fordobling af genanvendelsen af husholdningsaffald (ekskl. have- og byggeaffald) fra 2018 til 2035, hvis Danmark skal i være i mål 2035.
Ser man på pejlemærket for husholdningslignende erhvervsaffald estimeres det, at Danmark i 2018 lå på 51% reel genanvendelse, hvilket er 4% fra pejlemærket i 2025. Endelig estimeres det, at Danmark, hvad angår haveaffald, allerede i 2018 var i mål med pejlemærket på de 75%.
Af planen fremgår det, at Miljøstyrelsen, i forbindelse med den årlige Affaldsstatistik, vil opgøre genanvendelsen for husholdningsaffald (ekskl. have- og byggeaffald), haveaffald fra husholdninger og husholdningslignende erhvervsaffald i de enkelte kommuner. Opgørelserne vil give mulighed for løbende opfølgning på EU-målene for genanvendelse.
På DAKOFAs online-konference om planen d. 13. januar kan du høre mere om blandt andet planens pejlemærker.
Baggrundsmaterialet
Du finder udkastet til planen her på høringsportalen.
Du kan tilmelde dig konferencen her på DAKOFAs hjemmeside.