Hvordan forbedrer man bedst den globale håndtering af plastaffald?
I juni 2018 foreslog den norske regering, at man introducerede særlige paragraffer vedrørende plast til Basel Konventionen, som er de internationale regler, der regulerer den grænseoverskridende handel med affald. Målet var at forbedre den globale håndtering af plastaffald, hvilket skal styrke adgangen til sekundære råvarer samt hindre udledningen af plast til havmiljøet. Midlet var, ifølge den norske regering, at styrke kontrollen med den internationale handel.
Som opfølgning på denne norske opfordring, har ISWA nu præsenteret en hensigtserklæring, der erklærer sig enig med de norske mål, men som betvivler de foreslåede midler. I sin erklæring understreger ISWA bl.a., at der på nuværende tidspunkt er store udfordringer med både at overholde og håndhæve de nugældende regler, og at det vil kræve betydeligt flere ressourcer, hvis disse forhold skal forbedres – dette selv uden et særskilt fokus på plast. Organisationen frygter dermed, at et særskilt fokus på plast blot vil øge frustrationen i forhold til den i forvejen ikke velfungerende opretholdelse og håndhævelse af den internationale konvention. ISWA foreslår derfor i stedet, at de nuværende ressourcer fokuseres på den internationale handel med det farlige affald, og at der i stedet for at nå føromtalte mål tilføres ressourcer til de nationale affaldshåndteringssystemer (eller mangel på samme). Mere specifikt foreslår ISWA i stedet, at:
- man søger at fremme øget ressourceeffektivitet for plastproduktion, herunder også affaldsminimering, genbrug, indsamling, sortering og genanvendelse af plast i de enkelte nationalstater
- alle nationale, regionale og kommunale enheder søger at begrænse en hvilken som helst udledning af plast i det omkringliggende miljø, herunder allokerer de ressourcer, der er nødvendige for effektiv overholdelse og håndhævelse af både nationale og internationale regler og konventioner
- man øger det internationale budget til fremme af affaldshåndteringsprojekter fra de eksisterende 0,3% til 3% over en 5-årig periode, for at forbedre en bæredygtig affaldshåndtering i udviklingslande
Baselkonventionens såkaldte COP (Conference of the Parties) mødes i Geneve i april-maj 2019. På dette møde håber ISWA, at man vil tage punktet op til diskussion.
Du kan læse hele hensigtserklæringen her.