01. december 2021

Hvad skal der til for at bygge cirkulært og miljømærket?

Miljøstyrelsens Center for Cirkulær Kemi har netop udgivet en analyserapport, der blandt andet beskriver de virkemidler og forudsætninger, der øger chancen for at lykkes med cirkulært og miljømærket byggeri.

Cirkulært byggeri er blevet et højaktuelt emne de senere år. Blandt andet var emnet på dagsordenen til det seneste møde i DAKOFAs netværk for håndtering af bygge og anlægsaffald. Der ligger et stort potentiale for at udnytte ressourcer og materialer langt bedre, end tilfældet er i dag. Samtidig er bygge- og anlægssektorens bidrag vigtige for at nå de nationale klimamål og cirkulært byggeri udgør et af virkemidlerne. Der findes dog endnu relativt få eksempler på cirkulært byggeri i større skala i Danmark.

Derfor har Miljøstyrelsen undersøgt, hvad der skal til for at bygge cirkulært og miljømærket. Formålet med analysen er at skabe viden om, og inspiration til, hvordan bygherrer på forsvarlig vis kan genbruge og genanvende byggematerialer uden at risikere recirkulering af miljø- eller sundhedsskadelige stoffer.

Analyserapporten bygger på interview og workshop med de aktører, der har været involveret i nedrivnings- og byggeprojektet i Gladsaxe Kommune og beskriver blandt andet organisering, forløb og ressourcekortlægning af projektet. I et af kapitlerne ser analysen også nærmere på udfordringerne ved at svanemærke et cirkulært byggeri. Miljømærkning Danmark er aktuelt ved at revidere deres kriterier for nybyggeri, så de bedre egner sig til cirkulært byggeri.

I analysen del oplistes er række forhold der ifølge analysen øger mulighederne for muligheden for at gennemføre et cirkulært og miljømærket byggeri med ansvarlig håndtering af eventuelle skadelige kemiske stoffer:

  • En ambitiøs og visionær bygherre
  • Erfaring, fagligheder og vilje til at lære nyt
  • Målrettet kortlægning af miljø- og sundhedsskadelige kemikalier
  • Samarbejde i værdikæden
  • Andre værdier end økonomi i fokus
  • Sporbarhed
  • Integration af nedrivning og projektering – hvis muligt
  • En cirkulær byggeplads
  • Klare og regulerbare udbudskrav

Læs mære i rapporten "Håndtering af miljø- & sundhedsskadelige kemikalier i cirkulært og miljømærket byggeri" her.

Relaterede nyheder