18. juli 2017

Høring - udkast til ændring af bekendtgørelse om Affaldsdatasystemet

Miljøstyrelsen har sendt et udkast til ændringer til bekendtgørelsen om Affaldsdatasystemet i høring. Formålet med ændringerne er at opnå bedre datakvalitet ved at præcisere reglerne for især indberetningspligten og dermed gøre det mere gennemskueligt for virksomhederne, hvem og hvad der er indberetningspligtigt. Den reviderede version træder i kraft pr. 1. januar 2018.

Ansvar for indberetning

I udkastet til bekendtgørelse om affaldsdatasystemet præcises det, hvem indberetningspligten påhviler. Definitionen af den indberetningspligtige virksomhed som et ”anlæg” opgives, og i stedet beskrives alene de aktiviteter, som skal indberettes, og de udtrykkelige undtagelser, der er. Det præciseres, at indberetningspligten følger ansvaret for affaldet og ikke nødvendigvis den fysiske transport. Det er med den nye formulering alene afgørende, om den pågældende virksomhed overtager ansvaret for affaldet eller ej. Miljøstyrelsen skriver i høringsbrevet, at man er opmærksom på, at det har været en udfordring for erhvervet at sondre mellem de forskellige tilfælde af mellemhandel, hvor den samme aktør, typisk en vognmand, måske eller måske ikke er indberetningspligtig. Det afgørende er aftalen mellem parterne, og med revisionen vil dette blive tydeliggjort.

Særregel for jord, byggeaffald og andre restprodukter

Miljøstyrelsen skriver at de har konstateret, at mange af de modtagere, som burde indberette byggeaffald, ikke gør det. Da byggeaffald kan indeholde problematiske stoffer, er det vigtigt at forbedre sporbarheden. Det samme gør sig gældende med jordaffald, hvor en rapport fra NIRAS peger på, at den jord, der indberettes til Affaldsdatasystemet, sandsynligvis mangler væsentlige mængder, og det fremgår ikke, hvor affaldsjorden faktisk lander henne.

Der foreslås derfor indført en særregel om, at den affaldsbehandler, som leverer affald til brug i et bygge-/anlægsarbejde, skal indberette leverancen. Modtageren skal derimod ikke længere indberette. Dette vil flytte indberetningspligten over på en mindre kreds af virksomheder, hvis kerneydelse er at håndtere affald.

Producentansvar

Høringsudkastet indeholder endvidere forslag til ændringer, der skal sikre en fremtidig mulig effektivisering af indberetningerne til de to datasystemer Affaldsdatasystemet og Dansk Producentansvarssystem. Det foreslås, at de producentansvarlige virksomheder fremover enten selv skal indberette varetagelsen af producentansvaret til Affaldsdatasystemet eller indgå en aftale om at overlade indberetningspligten til den virksomhed, som den producentansvarlige har rekvireret til den videre behandling. Modtagevirksomheden skal under alle omstændigheder som minimum indberette modtagelsen af affaldet.

Frist for fremsendelse høringssvar

Miljøstyrelsen anmoder om bemærkninger til høringsudkastet så tidligt som muligt og senest 1. september 2017. Høringssvar sendes til Johan Vestergaard Paulsen (jovpa@mst.dk).

Bekendtgørelsesudkastet findes i en udgave med ny og gammel tekst parallelopstillet, således at man kan orientere sig i ændringerne, og med uddybende bemærkninger til de enkelte ændringer i en kolonne i højre side. Find høringsmaterialet på høringsportalen.

Se DAKOFAs nyhed om kortlægningen af jordstrømme gennemført af NIRAS her.

Relaterede nyheder