28. oktober 2021

Høring: revision af EU’s statsstøtteregler

En offentlig høring forud for revisionen af EU’s statsstøtteregler er nu åben. Frist for svar er den 8. december.

Som tidligere nævnt i denne DAKOFA-nyhed, skal EU’s retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi revideres. Målet er først og fremmest at gøre reglerne mere egnede til at fremme EU’s grønne omstilling, således at flere offentlige midler kan kanaliseres i denne retning, men også at udvide dem til at dække nye områder som eks. klima, ressourceeffektivitet og cirkularitet.

Kommissionen har nu præsenteret et konkret udkast til regelændringer inden for området, som man nu ønsker input til fra både myndigheder, virksomheder og øvrige aktører. I materialet foreslår Kommissionen bl.a.:

  • At udvide anvendelsesområdet for de eksisterende bestemmelser om støtte til genvinding og genanvendelse af affald ved også at omfatte investeringsstøtte til andre investeringer, der har til formål at øge ressourceeffektiviteten eller bidrage til omstillingen til en cirkulær økonomi.
  • Tilskyndelse til ambitiøse bygningsrenoveringsprojekter ved at indføre en "grøn bonus" (dvs. en højere gruppefritaget støtteintensitet) for støtte til forbedring af bygningers energimæssige ydeevne. Bonussen opnås, når energiforbedringer medfører en markant reduktion af primærenergiefterspørgslen.
  • En udvidelse af medlemslandenes mulighed for at yde støtte til forskellige typer af "grønne" projekter såsom reduktion af CO2-emissioner, genopretning af naturtyper og økosystemer, beskyttelse og genopretning af biodiversitet, renere køretøjer eller nulemissionskøretøjer samt opladnings- og optankningsinfrastruktur.
  • En forenkling af betingelserne for tildeling af støtte til forskning, udvikling og innovation uden forudgående anmeldelse og godkendelse, f.eks. ved at give mulighed for at beregne de indirekte omkostninger for forsknings- og udviklingsprojekter ved hjælp af en forenklet metode og indføre nye forenelighedsregler for støtte til afprøvnings- og forsøgsinfrastruktur (også kaldet teknologiinfrastruktur).

I tillæg præciserer den foreslåede ændring om at tilpasse de eksisterende regler om støtte til fjernvarme- og fjernkølingssystemer og energiinfrastruktur bl.a., at støtte til investeringer i fjernvarmesystemer, der er baseret på fossile brændstoffer, ikke betragtes som støtteberettigede i henhold til den generelle gruppefritagelsesforordning. For så vidt angår støtte til investeringer i fjernvarmeproduktion, der benytter naturgas, og investeringer i eller opgraderinger af distributionsnet indføres der særlige sikkerhedsforanstaltninger, såsom "overholdelse af klimamålene" for at forhindre fastlåsning og sikre konkurrence i overensstemmelse med målene i den grønne pagt.

I forbindelse med lanceringen af høringen udtalte Ledende næstformand med ansvar for konkurrencepolitikken, Margrethe Vestager, følgende: "Vores forslag har til formål at udvide medlemslandenes mulighed for at gennemføre støtteforanstaltninger til fremme af den grønne og den digitale omstilling uden forudgående anmeldelse til og godkendelse af Kommissionen. Det vil gøre det nemmere og hurtigere for medlemslandene at yde finansiering uden at skabe urimelige konkurrencefordrejninger i det indre marked. Vi opfordrer alle offentlige myndigheder, virksomheder og andre berørte parter til at deltage i denne vigtige høring."

Ud over høringen, vil udkastet også blive drøftet på to møder mellem Kommissionen og medlemslandene, hvoraf det første afholdes i slutningen af høringsperioden, og det andet når udkastet er revideret på grundlag af feedback modtaget i høringen. På den måde får både medlemslandene og andre interesserede parter tilstrækkelig mulighed for at fremsætte bemærkninger til Kommissionens forslag.

Læs mere
Du kan finde og besvare høringen her på Kommissionens hjemmeside.

Relaterede nyheder