Høring af Bekendtgørelsen om producentansvar for emballage
Bekendtgørelsen opdateres med henblik på at sikre, at kollektive ordninger, der har fået pligt til at overtage affald ved nødtildeling, kan få dækket deres faktiske, dokumenterede omkostninger via sikkerhedsstillelsen i perioden frem til, at en ny tildeling træder i kraft. Derudover foretages et par mindre præciseringer og konsekvensrettelser.
Ændringer i bekendtgørelsens bestemmelser
- § 1: § 1, stk. 3 slettes. Dette med henblik på at sikre, at drikkevarebeholdere og drikkebægere ikke undtages fra regler i kapitel 2 og 3.
- § 35: Der foretages en præcisering af § 35, stk. 1, mhp. at gøre det klart, at producenters betalingsforpligtigelse i forbindelse med overtagelse af affald fra kommuner gælder både indsamling og transport til en af producenten udpeget plads, i tilfælde hvor § 45 finder anvendelse.
- § 77: Der indsættes en ny § 77. Dette vil medføre, at kollektive ordninger, der har fået pligt til at overtage affald ved nødtildeling i tilfælde af en anden kollektiv ordnings ophør, kan anmode om betaling for faktiske, dokumenterede omkostninger via den ophørte kollektive ordnings sikkerhedsstillelse. Dermed sikres, at de ansvarlige producenter betaler for affaldsbehandlingen.
- Øvrige rettelser: I forbindelse med opdateringen af bekendtgørelsen foretages desuden en række opdateringer, hvor historiske tidsfrister slettes og henvisninger opdateres, både i bestemmelser og bilag.
Forventet ikrafttrædelse: Den 1. oktober 2025.
Se mere på: Høringsportalen