Høring af WEEE-bekendtgørelsen og tilhørende lovforslag L 158 fremsat

Ændringerne vedrører primært solceller, som først er omfattet af WEEE-direktivet og producentansvaret fra august 2012 jf. EU-Domstolen. Desuden er det såkaldte ”åbne anvendelsesområde” for de forskellige kategorier først omfattet af direktivet fra 2018. Der er høringsfrist den 21. april.

Udkastet til ændringerne i elektronikaffaldsbekendtgørelsen udgør sammen med lovforslag L 158 den samlede danske implementering af EU’s nye ændringsdirektiv 2024/884 til WEEE-direktivet. Høringen af ændringerne til WEEE-bekendtgørelsen er under forbehold af, at de relevante regler i miljøbeskyttelsesloven vedtages i løbet af første halvår 2025.

Ændringsdirektiv 2024/884 blev vedtaget på baggrund af en dom fra EU-Domstolen, som slog fast, at WEEE-direktivet havde uretmæssig virkning med tilbagevirkende kraft for bl.a. solcelleproducenter for perioden før august 2012. Formålet med ændringsdirektivet er at bringe direktivets bestemmelser i overensstemmelse med dommen og forhindre, at direktivets bestemmelser har uretmæssig virkning med tilbagevirkende kraft.

Det foreslås i lovforslag L 158 at give miljøministeren mulighed for at fastsætte regler, der præciserer:

  • tidspunktet for, hvornår forskellige produkttyper er omfattet af direktivets finansieringspligt og mærkningspligt i forbindelse med affaldshåndteringen, og
  • hvornår bestemte produkttyper er undtaget fra direktivets forpligtelser.

Miljø- og Ligestillingsministeriet har ved implementeringen af WEEE-direktivet ikke har haft den korrekte forståelse af direktivets anvendelsesområde. Dette skyldes, at man i dansk ret, hvor man gennemførte en direktivnær implementering, har været af den overbevisning, at bl.a. solcellepaneler var omfattet af direktivet allerede fra august 2005. EU-Domstolen og det nye ændringsdirektiv har nu slået fast, at solcellepaneler først har været omfattet fra august 2012. Det er samtidig slået fast, at det såkaldte ”åbne anvendelsesområde” først har været omfattet af direktivet fra 2018. Det kan i forlængelse heraf ikke udelukkes, at der i perioden fra 31. december 2005 til 13. august 2012 har været producenter af solcellepaneler, som har finansieret affaldshåndteringen af elektrisk og elektronisk udstyr, selvom de ikke var forpligtet hertil.

Der er høringsfrist for ændringerne til WEEE-bekendtgørelsen den 21. april 2025.

Find høringsbrevet og udkast til ny WEEE-bekendtgørelse (bekendtgørelse om at bringe elektrisk og elektronisk udstyr i omsætning samt håndtering af affald af sådant udstyr) på Høringsportalen her

Find L 158 Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse. (Præcisering af anvendelsesområde for udvidet producentansvar for elektrisk og elektronisk udstyr) på Folketingets hjemmeside her

 

 

Relaterede nyheder